En teaterproducent fik sit kald

Som skuespillerelev på Odense Teater startede Klaus Pagh H.C. Andersen festspillene. Det var en ren underskudsforretning, men her fandt han ud af, at han var mere tiltrukket af producentrollen end det at stå på de skrå brædder.

Af Katrine Findsen

Det smukke friluftsteater i Den Fynske Landsby må da danne den perfekte ramme om H.C. Andersens eventyr. Den tanke fik den unge skuespillerelev Klaus Pagh, mens han var elev på Odense Teater. Og der var ikke langt fra tanke til handling. Det første stykke, Svinedrengen, blev sat op i sommeren 1965, og der var stor udenlandsk bevågenhed. Blandt andet var New York Times til stede, og i det hele taget var amerikanerne meget begejstrede. Det fortæller Klaus Pagh, der tænker tilbage på de fire somre, han lavede børneteater på friluftsscenen. 

På daværende tidspunkt var der dog ikke tale om musicals som i dag, men derimod havde man en skuespiller, Freddy Albeck, til at læse H.C. Andersens elskede eventyr op, og børneskuespillerne mimede så.

”Først havde Freddy Albeck næse på, men han lignede H.C. Andersen mere uden næse”, husker Klaus Pagh, der stadig synes, at det bør være digterens egne ord, der er omdrejningspunktet.

”Jeg tænkte hele tiden på at lave det sådan, at H.C. Andersen ville være glad for det. Og så skulle det jo ikke være med andres ord. Jeg synes ikke, man bør lave om på H.C. Andersens eventyr. Det er jo netop hans sammensætning af ordene, der er noget særligt. Ifølge Klaus Pagh skulle man derfor finde en skuespiller, der lignede H.C. Andersen, som kunne læse op af eventyrerne”.

300 kr. for indsatsen
Klaus Pagh fik ikke noget som helst rent økonomisk ud af at grundlægge festspillene. Han fortæller med et grin, hvordan han fik en check på 300 kr. for sin indsats, da han stoppede efter 1967-forestillingen. Han indløste den aldrig, men gav den under stor morskab tilbage til Jørn Erik Schreiner til 25 års jubilæet, hvor han holdt en tale.

”Vi snakkede om at flytte festspillene til København, ind i Tivoli. Men det var nok aldrig blevet til noget. Det ville også være synd for Odense, hvis det var blevet flyttet. Det er jo noget, der lokker folk til”, fortæller han om idéen om at flytte festspillene til København, der dog heldigvis aldrig blev til noget.

Men hvad han ikke fik økonomisk, gav H.C. Andersen festspillene ham til gengæld i oplevelser og indsigt. Han fik nemlig en åbenbaring med sig fra det fynske.

”Jeg mistede penge hver dag, men det var sjovt. Det var drivkraften. Og jeg fandt lige pludselig ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg ville være producent, det havde min interesse. Alt det med reklamen, pressen og alt det, der skulle arrangeres bag scenen, det var jeg meget mere interesseret i end selv at stå på scenen. Men i nogle år var jeg jo nødt til at blive ved med at være skuespiller for at tjene nogle penge”, fortæller han. 

”Den første gang, jeg kunne leje ABC Teatret af Stig Lommer, gjorde jeg det. I to år havde jeg både ABC og Avenue, og der var totalt udsolgt; der var lange køer ned ad gaden”, fortsætter han om de glade dage i 1970’erne.

De vilde år
Selvom Klaus Pagh efterhånden har fået nogle år på bagen, er der stadig masser af glimt i øjnene, og det fyger med anekdoter fra tiden, hvor den stod på masser af byture, damer og våde varer med blandt andet Dirch Passer og Kjeld Petersen.

”Det var et hårdt liv, vi levede. Vi åd og drak og røg. At jeg kom igennem det bare med sukkersyge, er et held. Min læge sagde til mig for 15 år siden, at jeg havde fået sukkersyge. Nå, sagde jeg, hvad fa’en har jeg fået det af? Du har drukket for meget, sagde han. Jeg har fandeme kun drukket halvdelen af det, de andre har drukket, svarede jeg. Nå, men hvem er de andre så?, spurgte lægen. Ja, det er den og den og den. Jamen, de er jo også døde for tyve år siden, sagde lægen”, genfortæller Klaus Pagh grinende.

Klaus Pagh var der den aften, hvor Kjeld Petersen fik sit første hjertetilfælde. Han døde som bekendt senere af et hjertetilfælde før premieren på ABC-teatret.

”Keld Petersen fik faktisk et hjertetilfælde på restaurant ”Bang” i Odense, hvor vi var gået ind med et par piger. Jeg kendte ikke Dirch Passer så godt der, jeg havde bare mødt ham om natten på værtshuse. Men han sad ovre på Grand Hotel i den lille bar. Den var helt fyldt, fordi Dirch var der. Så fik jeg fat i Dirch og sagde, Kjeld havde fået et hjertetilfælde. Nå, sagde Dirch – han har nok bare villet hjem med hende damen. Det kunne godt ligne ham. Omkring 14 dage efter fortalte Dirch mig så, Kjeld havde haft endnu et hjertetilfælde, og så tredje gang var så til premieren, hvor han døde. Der var jeg der ikke, der spillede jeg selv i Odense”, fortæller Klaus Pagh alvorligt.

Utraditionel markedsføring
Der er gået mange år, men der er ingen tvivl om, at oplevelserne i Den Fynske Landsby har en stor plads i Klaus Paghs bevidsthed. Han husker især tilbage på det engagement, både børn, forældre og andre frivillige lagde for dagen.

”Forældrene var helt fantastiske. Først var de skeptiske over den her skuespiller, der skulle have alle de her børn rendende, men da de fandt ud af, jeg ikke var børnelokker, var de helt opslugte. De løb rundt og skaffede alt muligt og hjalp med det ene og det andet og det tredje og det fjerde. Og børnene, de syntes bare, det var skide skægt. Det var ligesom, når de legede i frikvarteret”, siger han.

Det var dog ingen nem opgave at starte et helt nyt teater op i Odense, og Klaus Pagh måtte tage noget utraditionelle metoder i brug for at skaffe kunder i butikken.

”Jeg stod nede ved grænsen og uddelte flyers, jeg selv havde lavet, til de biler, der kom forbi. ”Take your time” stod der på forsiden, og på bagsiden stod der ”Til en tur i Den Fynske Landsby”. Så skyndte jeg mig tilbage til Odense og instruerede og solgte billetter og alt det. Jeg uddelte i tusindvis af de flyers. Men det gav ikke så meget pote, for det pissede ned hele sommeren”, fortæller han.

”Til sidst gav vi nærmest billetterne væk, for der skulle komme nogen. Det var i hvert fald en underskudsforretning, og jeg betalte jo selv af mine elevpenge. Jeg fik 150 kroner om måneden, og jeg fik aldrig en krone fra kommunen. Det kom først senere”, fortsætter han.

Smukke sange og grisefangst
Selvom Klaus Pagh mener, man burde have holdt fast i de oprindelige oplæsninger af eventyr, er han dog ærligt begejstret for de mange sange, der er kommet til med årene. Og især for, at man slutter med H.C. Andersens smukke ”I Danmark er jeg født”.

”Det burde være den danske nationalsang,” slår han bestemt fast og ærgrer sig samtidig over, at man ikke længere starter forestillingerne med ”I skovens dybe, stille ro”.

Han har været i Odense og se festspillene mange gange, og han kan retrospektivt komme i tanke om mange ting, der kunne være gjort på anden måde, da han selv stod bag festspillene.

”Der er så meget bagefter, jeg tænker, der kunne have været anderledes. Man kunne forestille sig, de optrædende danse med publikum for eksempel,” forestiller han sig

Afslutningen på Svinedrengenhar i hvert fald været festlig, for Klaus Pagh fortæller, hvordan hver forestilling sluttede med, at publikum skulle fange en gris.

”Det var fandeme skægt. Man satte en gris fri, og så skulle publikum få den tilbage i folden. Og den løb jo rundt og skreg, og folk faldt over hinanden for at fange den. Der skete altså ikke noget med grisen”, forsikrer han og fortsætter: 

”Dengang måtte vi jo have rigtige grise med i Svinedrengen. Midt på sæsonen måtte vi skifte grisene, for så var de blevet for store. Det skulle være brogede grise, de ser sjovest ud, så jeg var rundt på nogle gårde og kigge, hvor de havde den slags.”

Bidt af østen
Svinedrengener ifølge Klaus Pagh det letteste eventyr at sætte op, og det var grunden til, at han startede med det i 1964.

”Svinedrengenog Klods Hanser de letteste at lave. Derfor blev de valgt. Nattergalenvar noget sværere, en større udfordring. Men hvis man kan ramme det der kinesiske, så fungerer det. Jeg købte nogle kinesiske plader i Amerika, hvor der kun var fløjtespil på, og den kom så ud af højtaleren i den lille have, vi havde lavet foran scenen. Vi byggede også et treetagers tårn, der blev brugt til forestillingen”, erindrer han.

Yndlingseventyret er faktisk nok Nattergalen, siger han, efter at have tænkt over det.

”Jeg holder nok af Nattergalen, fordi jeg har arbejdet og gået i detaljer med den, så jeg føler, jeg forstår, hvad H.C. Andersen mente, da han skrev eventyret. Og så er jeg lidt bidt af Østen – det kan du jo også se på min kone og min datter”, siger han smilende med henvisning til hustruens thailandske rødder.