Fra mimeteater til professionel forestilling

Finn Nielsen, skuespiller. Koreograf på H.C. Andersen Festspillene 1968 til 1976.

Den folkekære skuespiller Finn Nielsen er af de fleste børn og voksne især kendt som rollen som Skipper i Nissebanden. Finn Nielsens lange karriere har dog budt på adskillige andre roller og opgaver, og han kan oven i købet skrive koreograf på H.C. Andersen Festspillene på cv’et.

Det er efterhånden mange år siden, skuespiller Finn Nielsen havde sin daglige gang i Odense, hvor han er uddannet på Odense Teater i 1967. Alligevel har han et blødt punkt for byen og husker tiden i Odense som et sandt eventyr.

Finn Nielsen er oprindeligt uddannet danser og havde også mindre koreografopgaver på teateret. Hans blik
for bevægelse, iscenesættelse og koreografi fik Klaus Pagh til at tilbyde ham tjansen som koreograf i
Landsbyen, hvor Klaus Pagh få år forinden havde startet festspillene op. De to skuespillere kendte hinanden
fra Odense Teater, og Finn Nielsen sagde ja til opgaven uden præcis at vide, hvad han gik ind til.

Det kunne nemlig godt være lidt vanskeligt at koreografere, når der ikke rigtig var de store midler eller faciliteter
til rådighed, mindes han.

”Der var ikke rigtig penge til noget som helst. Vi skulle låne os frem til det meste udstyr bl.a. til lys og lyd.
Forældrene lavede selv kostumer”, fortæller han, og husker, hvordan der ikke var garderobefaciliteter, men
derimod nogle telte, der var sat op, så børnene kunne skifte kostumer undervejs.

Han understreger, at det, de sparsomme rammer til trods, var en dejlig opgave at arbejde med at
koreografere børnene.

”Det var et fantastisk sted at være, især socialt. Og når vejret var godt, var det så smukt. Det var en meget
social sommerferie for børnene, og det var skønt at være sammen med de unger. Men de skulle også arbejde, og
de lærte at komme til tiden”, siger Finn Nielsen.

Føler mig ikke ældre
Arbejdet som koreograf var ikke nogen guldgrube. Finn Nielsen mener, at han fik lidt for det, men det var
håndører. Til gengæld var børnenes glæde ved festspillene alle timerne værd, siger han.

”Det var en stor fornøjelse at arbejde med børnene, og det var nemt, fordi de gerne ville det. Vi skulle bare sørge
for, at de opfattede det som leg, eller en blanding af pligt og leg, kan man sige,” forklarer han og fortæller,
hvordan han stadig er i kontakt med flere af de medvirkende her næsten 50 år senere.

”Faktisk har jeg fået henvendelser fra mange af dem, der nu er blevet voksne, via Facebook”, siger han, der
altid studser lidt over, hvor voksne de børn nu er blevet, når der dukker en ny anmodning op på Facebook.

”Jeg føler mig ikke en dag ældre, men jeg kan jo høre, at det er længe siden, når vi nu sidder og snakker om
det,” griner han.

Ikke så travlt som i gamle dage
Finn Nielsen’s lange karriere har især koncentreret sig om teateret, hvor hans evner som danser også er blevet flittigt brugt. Han har blandt andet spillet forestillinger på Folketeateret, Nørrebros Teater og Det Danske Teater, men har også været med i en lang række danske film for både børn og voksne. Som revyskuespiller har han også haft stor succes blandt andet i sommerrevyerne i Mogenstrup, Glassalen i Tivoli, Rottefælden i Svendborg og Hjørring Revyen.

Selvom han er blevet ældre, er der stadig opgaver at få, men som Finn Nielsen forklarer; i dag skal han arbejde lidt hårdere for at fylde kalenderen, end da han var yngre.

“Førhen var der altid travlt, og jeg kunne aldrig nå det hele. I dag er det ikke længere et tagselv-bord som i gamle dage, og kurven kan hurtigt knække. Det er de færreste, der får lov til at spille alle de store roller, når vi bliver ældre”, siger han.

Nostalgi og gode minder
Trods karrierens mange højdepunkter husker han dog tiden i Den Fynske Landsby som noget ganske særligt, og gennem årene er det mest af alt alle de positive oplevelser, der sidder fast, som det nu en gang ofte er med minder.

”Jeg husker at komme derude i solskin alle dage. Men selvfølgelig også de somre, hvor det var dårligt vejr, og der sad ganske få tilskuere”, siger han og fortsætter med et smil:

”Jeg er så nostalgisk, at jeg altid kigger forbi Den Fynske Landsby, hvis jeg er i Odense”.

H.C. Andersen Festspillene var noget helt andet og noget mere simpelt på den tid, end det er i dag. Finn Nielsen mindes de mange udfordringer og opgaver med glæde, selvom det er længe siden, som han forklarer med et smil:

”Jeg ser tydligt hele setuppet for mig, men der er mange detaljer, der er forsvundet med årene”.

Han husker dog især én episode ganske klart og tydeligt.

”Jeg kan huske, da vi spillede Svinedrengen, og grisene brød ud af indhegningen. Vi havde jo rigtige små grise med, der var nede i rotunden. Disse blev i løbet af sommeren så store, at hegnet ikke kunne holde”, fortæller han grinende.

Rivende udvikling
Finn Nielsen nåede at koreografere i seks år, og han var igennem en række af de elskede eventyr, inden han stoppede i Landsbyen.

”Fyrtøjet var det første eventyr, jeg var med til at spille. Vi hentede et udhulet træ ude i Munkebo, som blev brugt til kulisse,” husker han.

”Vi spillede to forestillinger om dagen. Om eftermiddagen var forestillingen på engelsk”, husker han og husker, hvordan Freddy Albeck havde lært sig lidt japansk, da de spillede en ellers engelsk forestilling for en flok japanske turister.

Finn Nielsen fortæller, hvordan alt har fået et løft i dag, især det tekniske niveau.

”Vi havde ingen tekniske faciliteter dengang. Freddy Albeck havde en mikrofon, men ungerne skulle råbe publikum op. Efter en del år begyndte børnene at få små replikker, men i starten illustrerede de kun det, Freddy læste op. Man fokuserede ikke så meget på mimik og sådan,” siger han og forklarer, at der er langt til det semiprofessionelle teater, publikum møder i dag.

”Det var et andet udtryk den gang, og det var meget mindre professionelt. Børnene var ikke trænede, og indimellem kom Freddy Albeck til at instruere dem på scenen til publikums store morskab,” fortæller Finn Nielsen, der er begejstret for den udvikling, der er sket siden da.

”Det har udviklet sig meget i den tid, der er gået, siden jeg var med. Men man skal følge med tiden, det er vigtigt”, pointerer han.