Klods Hans (1976)
Der var god grund til at håbe på, at H.C. Andersen Festspillene nu havde fundet en form og et indhold, som kunne holde. Alligevel blev den 12. sæson – i 1976 – særdeles stormfuld, da Festspillene her for første gang for alvor mærkede mediernes rolle. I første omgang så det dog fornuftigt og lovende ud.
Erik Bent Svendlund havde valgt Klods Hans som årets forestilling, men med indfletning af det noget mere utilgængelige Elverhøj – der havde været forestillingen i 1970. Dertil kom, at man også på rollelisten fandt figurerne fra Hyrdinden og Skorstensfejeren, som var blevet skrevet ind i stykket. Igen medvirkede der voksne skuespillere, seks skuespillerelever i de ledende roller, ikke mindst Jørn Holstein, som atter spillede narren, men som også fungerede som forestillingsleder.
Finn Nielsen stod atter for koreografien, Ole Svendsen for dekorationerne og Fini Høstrup for musikken, som igen blev spillet af et firemandsorkester. Premiereaftenen den 14. juli blev indledt med oplæsning af H.C. Andersen-eventyrene Sommerfuglen og Laserne af den norske skuespiller Per Aabel, og elever fra Hybels Danseskole dansede til menuetten fra Elverhøj. Einar Markussen spillede Klods Hans, som havde en levende ged, ”Gefion”, og skuespillets yngste deltager var den 3-årige Kim, som spillede prinsesse, selvom han skam var ”et lille mandfolk”, som avisen bedyrede.
Klods Hans fik noget blandede anmeldelser. Fyns Tidende var ret begejstrede for Svendlunds ”eventyr-bix”, som var et lystigt skuespil, om end måske ikke helt i H.C. Andersens ånd. Avisens anmelder noterede sig, at da nyheden om Klods Hans’ forlovelse med prinsessen skal i Oldermandens Avis, skete det med replikken ”Så må det vær’ i Tidende. De er jo altid bedre vidende.”
Det var naturligvis ikke behageligt med denne skarpe kritik, men det var formentlig mere generende, at pressen – inklusiv den landsdækkende – samtidig kørte en kampagne omkring Festspillenes økonomi. Dagen før premieren kunne Fyens Stiftstidende gøre op, hvordan lønningerne til Festspillene var fordelt, og det var tydeligvis ikke til avisens tilfredshed. Erik Bent Svendlund fik 22.000 kr. for at skrive manuskriptet og det samme for instruktionen.
Finn Nielsen fik 25.000 kr., og de seks skuespillere delte det samme beløb. Børnene fik 10 kr. pr. prøve og 15 kr. pr. forestilling, hvilket maksimalt kunne give 750 kr. for hele sæsonen. Disse forhold blev kritiseret kraftigt i medierne, og Ekstra Bladet var naturligvis klar med en overskrift: ”Tjener fedt på Klods Hans i Odenses børneteater.”
Angiveligt underbetalt børnearbejde var naturligvis godt stof i agurketiden, og der var også straks en politiker klar til at kritisere. Byrådsmedlem Harry Hansen fra Venstre i Odense mente, at det var alt for meget, Svendlund fik for at skrive Klods Hans. ”Det er i sig selv ikke et særligt stort arbejde”, mente han at vide. Desuden havde Svendlund alt for mange jern i ilden, så han ikke havde tid til Festspillene fuldt ud. Passede han det, kunne noget af Finn Nielsens gage også spares.
Ekstra Bladet mente, at Svendlund levede efter devisen: sådan ”slagter jeg guldkalven!”, det vil sige det offentlige. Forargelsen kunne få ekstra næring ved meddelelsen om, at Svendlunds sekstenårige søn, Kenneth, fik 5.000 kr. for at være lys- og lydmand, og samtidig blev det meddelt, at Odense Kommune gav 75.000 kr. i tilskud, Fyns Amt 32.000 kr., og fra tipsmidlerne kom 25.000 kr. Jørn Erik Schreiner blev manden, der måtte forklare sagen, hvilket han gjorde med utrættelig og saglig tålmodighed.
Først og fremmest havde bestyrelsen godkendt alle lønninger, så det var helt urimeligt at laste Svendlund eller andre. Det var økonomisk helt umuligt at give børnene højere honorarer, og desuden var det jo først og fremmest for fornøjelsens skyld, at de deltog, og deres løn skulle ikke være en vigtig del af familieøkonomien.
Jørn Holstein forsvarede Kenneth Svendlunds løn med, at han havde et helt anderledes ansvar end de børn, der spillede med i Klods Hans. Desuden var det samme lønniveau, som man gav de unge på Odense Teater – uden at nogen havde lavet vrøvl.
Som så mange andre agurketidssager drev denne langsomt over, men det var naturligvis ubehageligt for de medvirkende. Men: the show must go on. Og det gjorde det så. Først og fremmest i Landsbyen, som var tilsmilet af meget godt vejr, men også med deltagelse i andre aktiviteter.
Da sæsonen sluttede, kunne man med tilfredshed konstatere, at balladen om lønningerne i hvert fald ikke havde holdt publikum væk. 24.818 havde set Klods Hans, 3.781 flere end i 1975 og dermed klar ny rekord. Især blev det bemærket, at spilletidspunkterne hver onsdag kl. 16 – de andre dage blev der fortsat spillet om aftenen – var særligt velbesøgte.