Klods Hans (1990)
Verden var forandret, da børnene til årets H.C. Andersen Spil mødtes i foråret 1990. Berlinmuren var faldet, det ene kommunistiske regime efter det andet i Østblokken var faldet, de fleste steder fredeligt, og Den Kolde Krig var slut. Bare tre år tidligere havde danske børns største frygt været atomkrig, men det var der næppe længere mange, der skænkede en tanke.
Men som Erik Bent Svendlund ofte sagde, skulle netop H.C. Andersen Spillene være en konstant og stabil tradition, som man kunne regne med bestod i det store og hele uændret. Det nærmeste, man kom et eksperiment, var jubilæumsforestillingen med et potpourri af eventyr i Eventyr i Elverhøj – og det havde ikke været en ubetinget succes. I 1990 var man derfor tilbage ved en traditionel opførelse af ét velprøvet eventyr, Klods Hans.
Der havde været 180 til optagelsesprøve, hvor omkring 50 kom gennem nåleøjet til Klods Hans, heraf var omkring 30 debuttanter. Selvom Svendlund gerne ville have børn med fra tidligere år, måtte der nødvendigvis ske udskiftninger, og derfor holdt han på, at alle skulle gå til optagelsesprøve hvert år, uanset hvilken rolle eller hvor godt, de havde gjort det året før.
Børge Wagner havde komponeret musikken, som blev indstuderet af Martin Jeppesen og dirigeret af Martin Falck Jeppesen. Bent Seslef var ny scenograf, og ny var også Anne Mette Buch som koreograf. Til gengæld var det fortsat Karen Hohberg, som stod for kostumerne, og Nis Pedersen, som stod for lydanlægget. Som tidligere nævnt havde Festspillene fået nyt lydanlæg, takket være Tuborg, og dertil blev et særligt ”lydhus”, hvor Nis Pedersen kunne residere, bygget. Brystmikrofonerne betød, at skuespillerne ikke længere skulle være nær scenekanten, når replikkerne skulle siges, hvilket selvsagt gav langt større bevægelsesfrihed. Men ingen roser uden torne: Jævnlig skete det, at Odense Taxis radioanlæg gik ind over mikrofonerne, når de kørte i nærheden, og derfor kunne det undrende publikum af og til lytte med på meldinger om taxiernes færden midt under den ømmeste kærlighedssang.
Premieren onsdag den 18. juli var nær gået i kludder, fordi en del af børnene på vej til Landsbyen i bybussen brød ud i sang. Dét brød chaufføren sig ikke om og satte børnene af, hvilket før mobiltelefonernes gennembrud nok kunne give problemer. Børnene nåede dog frem i højt humør til premieren, men havde igen sat Svendlunds nerver på prøve.
Spilletidspunktet lå nu fast kl. 16 hver eftermiddag, og også andre ting lå fast. For eksempel at man lejede to tørretumblere hos Falck til at tørre kostumerne i tilfælde af heftig regn. Der blev hvert år som bekendt holdt en midtvejsfest, hvor skuespillerne stod for underholdningen for forældre og søskende – ofte som tidligere nævnt på bekostning af folkene bag scenen. Til denne tradition hørte menuen: Frikadeller og kold kartoffelsalat.
Eneste malurt i bægeret i en ellers ganske lydefri sæson var, at Klods Hans’ ged undervejs måtte skiftes ud med en anden. Den oprindelige blev nemlig lidt for scenevant, gjorde præcis som den ville på scenen, spiste af blomsterne, og var ikke til at få drevet ud fra scenen igen. Kort sagt: Primadonna-nykker. Selvom børnene holdt meget af geden, måtte den altså skiftes ud, og en ny skulle i al hast oplæres.
Da sæsonen sluttede i strålende sol, den 12. august, havde der været 27.000 tilskuere i alt, 2.000 alene til den sidste forestilling. Det havde altså betalt sig, at man igen opførte et traditionelt eventyr, specielt designet til børn.
"Anekdoter fra 80'erne" - Læs bl.a. om Trine Dyrholms erindringer om tiden i H.C. Andersen Festspillene.