Hyrdinden og Skorstensfejeren (1991)

I 1991 stod Hyrdinden og Skorstensfejeren på programmet. Erik Bent Svendlund fastslog, at der nu var syv eventyr, som på skift blev spillet – dog stadig med de særlige indslag fra andre eventyr, som var blevet hans varemærke. Også dette år var der mange debuttanter blandt de 50 medvirkende. Her i blandt Hyrdinden, 13-årige Jane Kofoed, der syntes, det var helt vildt at skulle lære 115 replikker, men som dog ikke havde haft de store problemer med indøvelsen.

Byen, hvor de famøse skorstene stod, var en minikopi af Odense, og som altid havde Svendlund digtet noget til og indlagt sine egne, moderne kommentarer – en anmelder mente endda, at de var ”postmodernistiske”. Til premieren den 17. juli var vejret noget blandet, både sol og regn, men publikum fik et muntert og broget optrin præget af stor spilleglæde. Fyens Stiftstidende havde sendt en anden anmelder til Landsbyen – Mogens Damgaard – og han glædede sig over, at alle børnene kunne være med – uanset alder og erfaring på scenen og med en smittende entusiasme.

Erik Bent Svendlund mistede stemmen op til premieren, men det tog han med knusende ro. Dels skete det hvert år, dels var det en del af prisen for at få så mange børn til at agere bare nogenlunde disciplineret: ”Når forældre ikke vil tage sig af deres ungers opdragelse, må jeg jo gøre det”. Til gengæld fik han varm mælk med honning i efter forestillingen – ”gerne med lidt skarpt”, og så havde han i øvrigt slet ikke tid til at være syg. Han havde denne sommer 25 års jubilæum som instruktør på Nyborg Vold og fyldte i september 60 år.

Til hjælp for ”opdragelsen” blev der lavet en lille folder med regler for opførsel bag scenen. Det drejede sig blandt om at møde til tiden – og gerne i god tid, så der var tid til sminkningen, om oprydning efter sig selv, om at passe på kostumerne og altid hænge dem på bøjle (til drengene: husk altid at hænge bukserne i pressefolderne!) og ikke mindst om at være stille under forestillingen. Den evige straf, der lurede for overtrædelser, var rengøringsholdet.

Alle skulle ganske vist hjælpe med rengøringen efter tur, men overtrædelser af reglementet kunne medføre en ekstra tjans, hvilket selvsagt ikke var sjovt, når alle andre var i gang med sodavand og slik, som kunne købes til favorable priser i kiosken. Forestillingsleder Bent Seslef og ”tanterne” Lone Andersen og Bitten Roi skulle ubetinget adlydes, men kunne også bruges til hjælp.

Godt midtvejs i sæsonen kunne Lone Andersen, som også var sekretær, konstatere et fald i tilskuertallet på 3.000 i forhold til året før. En årsag kunne være, at mange var blevet vænnet til, at kulturtilbud om sommeren var gratis takket være kommunal eller privat sponsorstøtte, mens en anden årsag kunne være en generel dårlig økonomi hos folk. I hvert fald havde en del forsøgt at snyde sig ind på børnenes gratisbilletter, som blev uddelt via Odenses skoler.

Til Festspillene i Landsbyen skal vejret helst være godt, men samtidig ikke for godt. En del af sommeren 1991 var mere strandvejr end teatervejr, så man måtte konstatere en nedgang i tilskuertallet til 23.840. Til det festlige punktum den 11. august var der dog over 1.800 tilskuere til Hyrdinden og Skorstensfejeren, hvilket naturligvis var fuldt tilfredsstillende.