Nattergalen (2003)

Nattergalen i nye klæder

Festspillene blev nogle gange bebrejdet, at de anvendte de samme eventyr i en ca. syvårig cyklus, hvor modargumentet var, at det reelt kun er en håndfuld af H.C. Andersens eventyr, der egner sig til at blive opført som børnemusicals, og at der blev lagt mange nye elementer ind i de enkelte eventyr hvert år. 

I 2003 imødekom man dog kritikken, da Festspillene opførte Nattergalen som helt ny musical i Erik Bent Svendlunds bearbejdning. 

Den kinesisk inspirerede musik skrevet i den femtonige skala måtte også skrives fra bunden, hvilket Michael Salling stod for, mens det 12 mand store orkester under ledelse af Jacob Buus Jacobsen fik lydene ud over scenekanten. 

Salling havde fået teksterne i december og havde derefter lavet melodierne, men det var først under prøverne, at han for alvor kunne se, om ideerne kunne blive til virkelighed. Det var ekstra stort for ham at høre, at børnene nynnede melodierne, når de tog til og fra prøve, da det fortalte ham, at han havde skabt en række ørehængere. Børnene i orkestret var headhuntet over hele Fyn, og Salling lagde vægt på, at det ikke ”bare” skulle være børnemusik, men at der skulle være et professionelt snit, og at niveauet hvert år skulle hæves en tak.

Line Pedersen og Peter Friis koreograferede, Vibeke Feldt var scenograf og Mette Marstrand Rasmussen stod for indstudering af sang og kor. Ulrik McArdle stod for lyden, og Rikke Friis Skov var forestillingsleder.

På scenen blev prinsen spillet af Andreas Dyre Odbjerg, kejseren af Søren Jørgensen og nattergalen af Eugenie Argiris. Som et særligt romantisk indskud var der også en fiskerpige (Lise Kofoed).

Karen Hohberg stoppede som kostumier dette år, så det store ansvar blev overdraget til Karin Hansen, som havde 30 års erfaring med at sy kjoler og kostumer for Danmarks Radio.  

Også på scenen var der lavet omfattende nyt. Dekorationen var større end nogensinde, og det kinesiske udtryk blev understreget med store blomsterdekorationer i en kinesisk have, som Gartnerskolen i Søhus havde stået for. 

Festspillene benyttede sig nu af kindmikrofonerne til skuespillerne, som hjalp til at nå ud til de op mod 1.800 tilskuere på Friluftsscenens område. Godt vejr medvirkede til, at 23.121 mennesker så årets forestilling. 

TV-Danmark var dette år på pletten i Landsbyen og optog Nattergalen, som derefter blev sendt det følgende år.

"Frivillig med festspil i blodet" - Læs interview med Vera Mogensen, tante 1994–1995, forestillingsleder år 1996 og igen fra 1998-2000, sekretariatsfunktion 2001-2002.

Tilmelding nyhedsbrev