AUDITION 2018

Er du mellem 6-18 år og elsker du at spille teater, synge og danse?
Så tilmeld dig vores audition på sommerens musical "Lille Claus og Store Claus"

 Tilmeld dig audition til
Lille Claus og Store Claus 

Audition finder sted den 13. og 14. januar 2018
Vi beder dig læse det nedenstående sammen med dine forældre, inden du tilmelder dig.

Tilmeld dig

Info om audition:
Audition finder sted den 13. og 14. januar 2018 på adressen: 
Teaterskolen TOPPEN, Slotsgade 18, 1. sal, 5000 Odense C.

Du vil i begyndelsen af januar få tilsendt et skema med din mødetid pr. mail. Skemaet skal printes og medbringes i udfyldt stand på dagen.

Hvad skal man til audition?
Ved vores audition skal du synge en selvvalgt sang, som du har lært udenad. Du skal huske at medbringe noder, da du vil blive akkompagneret af en pianist. Akkorder er ikke nok. Efter sangen vil du blive undervist i en lille dans, som du til slut skal fremvise for vores instruktører.

Om at være med i H.C. Andersen Festspillene:
Det er sjovt at spille teater, og mange børn og unge har gennem tiden nydt at bruge sommerferien i Den Fynske Landsby. Der opstår et helt utroligt kammeratskab mellem de medvirkende - lige fra yngst til ældst, så ofte er det rigtig svært at sige farvel, når sæsonen er slut.

Alle, der bliver udtaget til en forestilling, skal være forberedt på at lægge både tid og kræfter i forberedelserne - spillere såvel som forældre. Prøverne begynder i april og intensiverer frem mod slutning af juni med typisk 3-4 prøver om ugen fra 15:30-18:00. Prøverne før sommerferien slutter i uge 24, hvorefter der er prøvefri i to uger, hvor alle har mulighed for at holde ferie, slappe af og lade op til de sidste intensive sceneprøver, som begynder mandag den 9. juli. Sceneprøverne løber herefter frem til premieren den 18. juli og foregår på friluftsscenen i Den Fynske Landsby, hver dag fra 10:00-16:00.

Det er her vigtigt at understrege, at alle er meget afhængige af hinanden. Alle har sin egen rolle og er en vigtig del for helheden. Ingen kan undværes, hvilket også er grunden til, at der i prøveforløbet kun gives fri til lejrskoleophold. Fri til forlænget ferie eller andet gives ikke.

Betingelser for at deltage for den optagede spiller og dennes forældre:

  • Den optagede spiller skal være medlem af foreningen for at deltage (kr. 200)

  • Der er mødepligt for minimum én forælder/værge ved rolleuddelingen i marts og ved forældremødet i juni.

  • Foreningen bygger på frivillighed, og man er som forælder indforstået med at deltage i det frivillige arbejde omkring forestillingen og bidrage med minimum 10 vagter pr. husstand (det være sig vagter og opgaver i opbygningen og nedrivningen af scene, dekoration, personale under forestillingen, systuen og boder).

  • Som spiller indvilliger man i, at ens kontaktoplysninger udleveres til de andre medvirkende i produktionen.

Hent betingelserne her.

Lille Claus og Store Claus 2018:
Musicalen "Lille Claus og Store Clau" har premiere den 18. juli og spiller hver dag frem til og med den 11. august, hver dag kl. 16:00. Udover den daglige eftermiddagsforestilling spilles der desuden en enkelt formiddagsforestilling kl. 11:00 tirsdag den 7. august.

Hvor mange søger ind?
Hvert år melder ca. 110 børn og unge sig til audition på forestillingen, hvor der i alt kun skal bruges 60. Mist derfor ikke modet, hvis du ikke kommer med i forestillingen. Mange har prøvet at gå til audition flere gang, før de blev optaget.