HCA Festspillenes Venner

– gør eventyret muligt

“Det er ikke det, vi får, men det vi giver, der gør os rige.”

Hver sommer forvandles Den Fynske Landsby til et levende eventyr, når H.C. Andersen Festspillene spiller for tusindvis af gæster. Det kan kun lade sig gøre takket være en stor gruppe engagerede frivillige.
Som en del af HCA Festspillenes Venner er du med til at skabe rammerne for uforglemmelige oplevelser – for både publikum og de 50–60 børn og unge, der står på scenen.

Et fællesskab med plads til alle

Hos HCA Festspillenes Venner er der ikke krav om særlige forudsætninger.
Du deltager i det omfang, du har tid og lyst – og der er altid brug for en ekstra hånd.

Vi lover:

  • En varm og uformel stemning

  • Et stærkt fællesskab

  • Opgaver med mening

  • Et “dejligt, du kom”, hver gang


Praktiske oplysninger

  • Arbejdet foregår typisk efter kl. 16 og i weekender

  • Opgaverne strækker sig fra marts til september

  • Du deltager, når det passer dig

Der er intet kontingent til HCA Festspillenes Venner.
Som tak for din indsats får du mad og drikke under arbejdet samt adgang til forestillingerne.

Og så er der den helt særlige løn:
At sidde i solen i Den Fynske Landsby og vide, at du har været med til at give børn, unge og publikum minder for livet.

Hvad kan du være med til?

Måske kan du…

…bygge og male?

Kulisserne til forestillingerne skal bygges, males og gøres klar. Arbejdet foregår i månederne op til premieren – med ekstra fokus i de sidste uger.
Alt værktøj stilles til rådighed, og der er plads til både den erfarne og den nysgerrige nybegynder.

…sy kostumer?

I månederne op til forestillingen mødes et sy-hold i Festspillenes lokaler. Her skabes kostumer til alfer, prinsesser og eventyrlige figurer.
Vi stiller maskinerne til rådighed – og hyggen følger med.

…lave mad?

Helte har også brug for mad. På køkkenholdet hjælper du med at lave måltider til de frivillige, der bygger og syr.
Det er samlingspunkter fyldt med snak, grin og taknemmelighed.

…møde mange mennesker?

I spilleperioden sørger frivillige i indgang og boder for, at publikum føler sig velkomne – uanset om det handler om jakker, is eller byttepenge.

…slet ikke få nok?

Når forestillingen er slut, er der mulighed for at fortsætte fællesskabet med oprydning, reparationer og praktiske opgaver i de mere stille måneder.


 

Navn: