Den allerførste Svinedreng

Steffen Helmuth Madsen, cellist i Copenhagen Phil (det tidligere Sjællands Symfoniorkester) siden 1979, og medvirkende i H.C. Andersen Festspillene fra 1965 til 1967

“Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.”

Af Katrine Findsen

De fleste kender historien om prinsen, der forklædt som Svinedreng, med list og snuhed stjæler adskillige kys fra den opblæste prinsesse.

For den 13-årige Steffen Helmuth Madsen var hovedrollen i Svinedrengen den første optræden i H.C. Andersen Festspillene. Sammen med broderen Jesper Helmuth Madsen tilbragte han skoleferien i Landsbyen tre somre i træk.

”Vi børn havde en skøn sommerferie. Vi spillede to forestillinger om dagen. En om eftermiddagen på dansk og
så igen på engelsk om aftenen, mener jeg, hvor der kom mange turister. Det kunne ikke betale sig at tage hjem
om eftermiddagen, så mellem forestillingerne legede vi i skoven, byggede huler og legede røvere og
soldater”, fortæller han om de dejlige somre.

”Når jeg tænker tilbage, var vejret altid godt, men sådan var det nok ikke”, erkender Steffen Helmuth med et
grin. Men træerne over scenen virkede som en paraply, fortæller han, og han mindes ikke, at regn var noget,
der berørte børnene det store.

Levende grise på rollelisten
Steffen Helmuth voksede op i Odense, hvor han gik til dans. Forstanderen på danseskolen blev kontaktet af
Klaus Pagh, som ledte efter børn til et helt ny teaterkoncept i Den Fynske Landsby, han havde fået idéen til.
Steffen havde danset, siden han var tre, og han havde lavet en del solooptrædener, så han var på ingen måde ked
af at stå forrest. Han mener selv, det var det, der kvalificerede ham til rollen som Svinedrengen. Børnene skulle
mime til eventyrerne, der blev læst op af Freddy Albeck, klædt ud som H.C. Andersen, og dengang var der
såmænd også vaskeægte levende grise på rollelisten - til stor morskab for både medvirkende og publikum.

”Det var skægt at spille den rolle. Grisene vidste præcis, hvornår jeg gik på scenen, og de gryntede løs, når jeg
kom ind. De blev temmelig store i slutningen af sæsonen, og til sidst kunne jeg næsten ikke komme ind til dem.
Jeg kan huske, at en af dem stak af under forestillingen, og jeg måtte fange den i halen”, siger han.

Nylonstrømper og hvepsestik
Året efter var det Nattergalen der stod på programmet, og Steffen fik rollen som kejseren, der er totalt ”blind”
for nattergalens smukke sang og erstatter den med en mekanisk fugl. Men hvordan får man en flok blege
fynske skolebørn til at ligne vaskeægte kinesere? Heldigvis var det en opfindsom instruktør, der styrede slagets
gang på amfiscenen.

”Klaus Pagh fik den gode idé, at vi alle fik nylonstrømper over hovedet, hvor der var malet ansigter på, og
det fungerede egentlig meget godt, selvom det var ret varmt med de nylonstrømper på,” fortæller Steffen og fortsætter:

”Den sommer var der et hvepsebo inde i den pavillon, hvor vi klædte om, og vi var mange, der blev stukket. Nylonstrømpen skjulte faktisk et stik ved mit ene øje, der hævede voldsomt op”.

Masser af dyr i Landsbyen
Det tredje og sidste år i Landsbyen blev der spillet Klods Hans, og her rendte Steffens fem år yngre lillebror Jesper med hovedrollen. Men Steffen Helmuth misundte ikke sin bror.

”Han skulle ride på den her ged, og det gjorde vist ondt et vist sted. Dens ryg var skarp som en kniv”, griner Steffen Helmuth.

Det var Klaus Paghs fotograf-bror, der havde opgaven med at træne den genstridige ged, og de fandt ud af, at de kunne få den til at stoppe, hvor den skulle, hvis de bare lagde noget mad på scenen på udvalgte punkter.

”Jesper faldt af en del gange og fik nogle knubs”, fortæller Steffen, der selv havde rollen som en af Klods Hans’ to ”onde” brødre, som også bejler til prinsessen. Han skulle derfor ride på scenen på en hvid hest, som han heller ikke mestrede til fulde.

”Vi fik vist en enkelt ridetime, men øvede os i at ride mellem forestillingerne, hvor vi red langs togskinnerne”, husker han. Der var også nogle får med, som Steffen endte med at blive stanget af, da han undervurderede længden på den snor, det ene får var bundet i.

”Der var jo i det hele taget masser af dyr i de ferier. Vi gik jo også rundt inde i Landsbyen og hyggede os. Og indimellem glemte vi vist, hvor vi måtte være,” siger han med et skævt smil.

Købte en båd for lønnen
For de unge skuespillere var det en ganske god tjans at bruge sommerferien i Den Fynske Landsby, selvom dagene var lange.

”Jeg mener, vi fik 20 kr. om dagen for at spille med. Jeg kan huske, at min bror og jeg købte en båd for de fleste af pengene og lærte at sejle”, fortæller Steffen, der stadig er glad for at sejle.

Han mindes somrene i Den Fynske Landsby som en lys og sjov tid med et godt kammeratskab. Der blev lavet masser af ballade og drengestreger, når børnene ventede mellem forestillingerne.

”Bag ved scenen var der sådan et mudderhul eller en lille sø. Alle de flasker, vi fandt, smed vi i det hul og sønderskød dem med sten. Det var vist en rigtig drengeting”, mener han.

En cellist fødes
Steffens far (Helmuth Madsen – også kaldet ”Mutten”) var en kendt pianist i Odense, og det var derfor ganske naturligt, at han og broderen Jesper kom i gang med at spille musik. Steffen startede med at spille cello som 13-årig, lige efter debuten i Svinedrengen. Efter de tre års festspil, blev celloen fritidsinteresse og passion på fuld tid. I dag lever han af sin musik som cellist i Copenhagen Phil, det tidligere Sjællands Symfoniorkester. Hans bror Jesper Helmuth spiller klarinet samme sted. 

Celloen blev valget, da Steffens morfar havde en såkaldt trekvartcello stående. Der var meget musik, også i bedsteforældrenes hjem, og Steffens far opgav at få Steffen til at spille klaver som han selv og fandt i stedet en cellolærer til ham. Valget faldt på Folmer Bisgaard, som Steffen spillede hos i mange år, og siden blev han optaget på konservatoriet.

”Skuespillet har jeg aldrig genoptaget siden, bortset fra en enkelt drengerolle på Odense Teater, hvor Kasper Wilton også spillede med. Det var et stykke, der hed Dissonanser, og Jørgen Larsen havde hovedrollen. Og mit første betalte job som cellist var faktisk også på Odense Teater, hvor jeg spillede udklædt. Men derudover er det ikke blevet til meget sceneoptræden på de skrå brædder”, fortæller Steffen Helmuth, der altså i stedet valgte musikken som sin levevej.