Frivillig med festspil i blodet

Vera Mogensen, tante 1994–1995, forestillingsleder år 1996 og igen fra 1998-2000, sekretariatsfunktion 2001-2002.

Vera Mogensen har været involveret i festspillene, siden hendes nu voksne børn var små og begyndte at være med. I dag er det barnebarnet Frederikke, der er med i festspillene, og Vera tager naturligvis gerne endnu en tørn som frivillig.

I 1987 stod Vera Mogensens ældste datter Trine på scenen i Den Fynske Landsby i Lille Klaus og Store Klaus. Vera Mogensen og hendes mand Jan stillede naturligvis op som frivillige, som man jo gør som forældre, når ens børn engagerer sig i noget.  I hvert fald når det ’noget’ er H.C. Andersen Festspillene, og for Vera Mogensen endte festspillene med at blive noget af en passion, som hun har brugt hundredevis af timer på gennem årene.

”Det første år solgte jeg kaffe fra et gult telt, og Jan solgte øl og vand. Det var en varm sommer, og der var masser af hvepse, og det hele var bare klamt og lidt ulækkert. Der var ingen komfort i forhold til i dag, og vi startede med at gøre rent. Vi spulede gulve, vaskede vinduer og så videre”, mindes Vera Mogensen den første sommer.

”Men ungerne hyggede sig jo, uanset om det var koldt eller varmt”, fastslår hun, der er glad for, at børnene har fået så fine forhold, som de har i dag i Landsbyen.

For hele familien
Senere kom også både parrets anden datter Rikke og sønnen Jesper med i festspillene.

”Både Rikke og Trine gik faktisk til optagelsesprøve et år, hvor Trine kom med og Rikke ikke gjorde. Men så fik hun tjansen med at passe Klods Hans’ ged, for Klods Hans selv var bange for den, og på den måde var hun med alligevel”, griner Vera. 

Sønnen Jesper fik et enkelt år på scenen som soldat i Eventyr i Elverhøjen, men han ville helst arbejde uden for scenen og havde gennem en del år opgaven som lydmand.

Efterhånden kom festspillene til at fylde mere og mere for familien Mogensen, og Vera fik også opgaven som ”tante” for børnene. Her var det hendes opgave at tage sig kærligt af alle de små skuespillere og sørge for, at alle havde det godt både på og uden for scenen.

”At være tante er et pragfuldt job. Man er jo både mor, kammerat – ja, man er det hele. Man trøster og opmuntrer, og man lærer hurtigt at smøre en stor madpakke, hvis der nu er nogen, der ikke har madpakke med”, fortæller Vera, der brugte mange kræfter på at skabe sammenhold og hygge på holdet.

Når sommeren gik på hæld, og forestillingerne var slut, inviterede Jan og Vera altid alle børnene hjem til mad og overnatning. 

”Så lejede vi et telt og borde og bænke, og børnene kunne så vælge mellem kylling og frikadeller. Vi har haft over 60 børn overnattende. Vores egne børn husker det endnu”, fortæller hun smilende.

Også Veras mor har været på noget af et arbejde et år, hvor der blev bagt 800 æbleskiver til æbleskivegilde for alle de medvirkende.

Vera Mogensen er glad for, at de to andre børn også fik lysten til at være med, for efterhånden blev der brugt temmelig mange timer på festspil i familien. Vera havde nemlig, udover tante-funktionen, også overtaget sekretariatet og dermed ansvaret for økonomien. Det betød lange dage, hvor hun skulle i banken med dagens omsætning, når forestillingen var slut.

”Når vi nu brugte så meget tid på det, Jan og jeg, var det dejligt, at det var noget, vi alle sammen var fælles om”, siger Vera, der sammen med Jan var med i hele 18 år. De første år som frivillig.

Vasketøj til flere uger
Vera Mogensen har som frivillig haft mange forskellige opgaver og funktioner udover tante og sekretariat gennem årene i festspilsregi. En af de mere specielle var tjansen som vaskekone. Hvis det var rigtig mudret og vådt til en forestilling, måtte tøjet med hjem i bryggerset i Korup til den helt store omgang.

”Vaskeri og renseri var jo dyrt, så nogle år havde jeg det hele med hjemme. Også når forestillingerne sluttede, og alt skulle vaskes, inden det blev pakket ned. Så var hele terrassen fyldt med sorte sække, og jeg vaskede og strøg i flere uger,” fortæller Vera om vasketjansen og siger med et grin:

”Men jeg fik da vaskepulveret betalt”.

Et år gik det dog galt, da Jan skulle vaske Rikkes narudklædning inden næste dags forestilling. Der var nemlig uld i dragten, så den krympede til ukendelighed, og gode råd var dyre.

”Rikke kunne slet ikke passe tøjet, men heldigvis kunne Karen Hohberg nå at sy et nyt kostume”, husker Vera Mogensen, der arbejdede tæt sammen med kostumemageren Karen Hohberg gennem årene hvor hun blandt andet sørgede for, at alle børn kom ud til Karen Hohberg og prøvede deres kostumer inden forestillingerne gik i gang. 

Unikt sammenhold
Forestillingerne og hele setuppet har ændret sig gennem årene. Det hele er blevet mere professionelt i dag, mener Vera og fortæller samtidig, at der er mange gode ting at tage med sig som deltager i festspillene.

”Børnene lærer, at alle er vigtige og at arbejde som en helhed, og det kan man tage med sig på enhver arbejdsplads”, understreger hun.

Vera Mogensen har bagagen fuld af gode minder fra Landsbyen, og hun er taknemmelig for at have været en del af H.C. Andersen Festspillene.

”Det er noget, hverken vi eller vores børn nogensinde glemmer. Der er opstået mange gode venskaber, og mange af de venner, vores børn har i dag, er nogen, de har mødt i Landsbyen. Det var så dejligt med alle de små kæresterier og venskaber, der blev knyttet derude,” siger Vera, der fremhæver fællesskabet og sammenholdet i Landsbyen som noget helt unikt.

”Det er dejligt at opleve, hvordan de store tager sig af de små. Sammenholdet er helt specielt, og det er uhyre sjældent, at nogen havde en sygedag”, siger hun.

Der er ingen tvivl om, at Veras hjerte banker for festspillene, og nu er barnebarnet; Frederikke, Trines datter, blevet interesseret i skuespil og er med i festspillene. Derfor er Vera naturligvis den, der springer til og sælger popcorn i Landsbyen endnu en sommer. Hun kan ikke rigtig lade være.