Headhuntet som violinist
Knud Erik Jørgensen er tidligere bratschist i Odense Symfoniorkester gennem 25 år, nu administrativ medarbejder samme sted. Han medvirkede i H.C. Andersen Festspillene i perioden 1967 til 1968.
Som musiker i orkesteret i H.C. Andersen Festspillene bliver der stillet krav, og disciplinen er benhård, for hvis alle ikke arbejder sammen, kan man ganske simpelt ikke få et orkester til at fungere. Men der er stadig masser af plads til pjat, fortæller en tidligere musiker.
Af Katrine Findsen
”Min gode ven Ulf (Jeppesen) og jeg stod og spillede inde på pladsen, inden forestillingen gik i gang. Jeg spillede violin, Ulf spillede også violin, og så var der en klarinetspiller, der hed Ole. Vi var en lille trio”, fortæller Knud Erik Jørgensen om debuten i H.C. Andersen Festspillene. Året var 1967, og forestillingen, der skulle spilles til, var Klods Hans.
Knud Erik Jørgensen blev involveret i festspillene, ”headhuntet”, griner han, via violinlæreren i Korup, hvor den 12-årige Knud Erik fik undervisning. Læreren var blevet kontaktet og spurgt, om han kendte nogen, der kunne klare sådan en sommerferietjans. Og det kunne altså Knud Erik og vennen Ulf.
Udover musikerjobbet fik de to unge fyre også rollerne som to friere i stykket, så der var mange talenter, der skulle udfoldes i de to daglige forestillinger.
Ren James Dean
Knud Erik Jørgensen var også med i festspillenes opsætning af Fyrtøjet året efter, inden han takkede af. Han husker årene i festspillene som sjove og har mange gode minder derfra. Især Klaus Pagh, der på daværende tidspunkt var en ægte kendis med en livsstil, der lå langt fra den, man ellers kendte væk fra hovedstadens jetset-scene, gjorde indtryk.
”Jeg forargede faktisk en lille smule. Mine forældre ville have mig med på sommerferie til Bornholm, så jeg kørte med
Klaus Pagh i hans sportsvogn til København – det var ren James Dean. Der var jo færge og sådan den gang, så det var
en længere tur”, fortæller Knud Erik Jørgensen med et grin.
Også Freddy Albeck var en stor inspiration for de unge skuespillere, der så meget op til ham.
”Freddy Albeck var hjemme og besøge mine forældre hjemme i Villestofte og få noget ordentlig mad”, husker Knud
Erik Jørgensen og fortæller:
”Freddy Albeck var den helt store kanon. Jeg havde engang fået en ny kniv, jeg viste Freddy. ”Det er en rigtig
kastekniv”, sagde han, ”og så kastede han den ind i en dør. Vi var vildt imponerede og tænkte, at han jo nok var en
rigtig cowboy. Han havde jo været i staterne”.
En rigtig krukke
Året efter Klods Hans stod den som sagt på Fyrtøjet, og der havde man for første gang et rigtigt orkester. Knud
Erik Jørgensen fik opgaven som dirigent, og det var ikke bare for syns skyld - det blev krævet, at han rent faktisk kunne
lede orkesteret.
”Jeg brugte hele sommerferien på at lære at dirigere og læse partiturer. Jeg lærte rigtig meget om musikverdenen og
fik instruktion af en rigtig dirigent. Vi var 16 musikere, og de fleste kom fra Odense Skoleorkester den gang”, siger Knud
Erik Jørgensen.
Der opstod et større drama, da Knud Erik udvandrede og nedlagde arbejdet mellem to forestillinger.
”Jeg følte mig mobbet af orkesteret og gik op til Schreiner og sagde, at nu går jeg hjem. Uden dirigent gik forestillingen helt
i ged. Næste dag kom hele bestyrelsen hjem til mig, og jeg fik en kasse sodavand og en undskyldning”, fortæller Knud
Erik Jørgensen.
”Jeg krævede en undskyldning fra hele orkesteret, før jeg ville stille op igen. Jeg blev hentet i taxa, og hele orkesteret
sad klar til at give mig en undskyldning. Jeg var blevet en rigtig krukke. Men i et symfoniorkester bliver man jo
også indimellem træt af den faste dirigent”, griner han.
Som et symfoniorkester
De to somre i Landsbyen gav en masse brugbar lærdom med på vejen mod en levevej som professionel musiker, mener Knud Erik Jørgensen, der selv fik en lang karriere som musiker, i først Aalborg Symfoniorkester og derefter i Odense Symfoniorkester, hvor han stadig er ansat. På grund af en arbejdsskade arbejder han dog i dag ikke længere som musiker, men med forskellige projekter omkring orkesteret, blandt andet Max Musik, der er et samarbejde mellem Konservatoriet, Seminariet, Odense Musikskole og Odense Symfoniorkester.
”Min involvering i festspillene var med til at skubbe mig i retning mod en karriere som musiker. Det har præget mig og skubbet på”, understreger han og forklarer:
”Jeg var glad for disciplinen og den pli, man lærer. Det er faktisk som et symfoniorkester, hvor alle er nødvendige for at få det hele til at spille”.
”Man kan bruge meget af det, man lærer derude. Det er noget, man altid tænker tilbage på som en rigtig god tid. Der har selvfølgelig også været nogle sure tidspunkter, men dem husker man jo ikke,” siger Knud Erik Jørgensen.
”Jeg kan ikke huske, om vi fik løn, men det var i hvert fald ikke det, der drev værket”, understreger han.
Rigtige venner …
Men det var ikke kun ren lærdom og disciplin, han tog med derfra. Der opstår naturligvis også en masse nye venskaber, når så mange børn og unge er samlet.
”Jeg snakker stadig med Carsten (Ellekær Jensen), der spillede basun. Vi spiller begge jagthorn i dag, så vi støder ind i hinanden ved forskellige lejligheder”, siger Knud Erik Jørgensen.
Også Steffen Helmuth og bror’en Jesper, der spillede henholdsvis bror til Klods Hans og Klods Hans himself blev gode venner af Knud Erik, der stadig ser de to brødre, der også er blevet professionelle musikere.
”Sammenholdet drev én afsted hver eneste dag, og det var det, der gjorde, at man brugte sin sommerferie på det. Man havde mange gode venner derude”, siger han og fortæller, hvordan også det modsatte køn gjorde indtryk på de unge knejte.
”Der var også nogle af pigerne, man synes var meget interessante. Arensbak-pigerne var spændende, Vibeke og Birgitte. Det var nogle søde piger, men dem var der nu mange af”, siger han med et grin og fortsætter:
Det er faktisk meget skægt, for jeg arbejder sammen med Conny Kock Rasmussen, jeg kender tilbage fra dengang. Hun er musiklærer på seminariet og er med i Max Musik, og vi snakker meget om gamle dage”.
Og selvom de gamle dage efterhånden ligger en del år tilbage, er Knud Erik Jørgensen stadig begejstret for festspillene, som han har set flere gange.
”Omgivelserne er så smukke, og det er en fantastisk scene. Fru Jørgensen, min hustru gennem 37 år, er vild med at komme ud og kigge på alt det ragelse ude i Den Fynske Landsby, så vi kommer der ofte”, fortæller Knud Erik Jørgensen.
”Jeg har dog ikke set festspillene de senere år, men hvis jeg en dag får børnebørn, skal vi nok af sted”, siger han med et smil.