Med dansen i blodet

Line Friis Pedersen, danser i H.C. Andersen Festspillene (1984–1988), koreograf 1996 - …

Peter Friis, koreograf i H. C. Andersen Festspillene 1996-2009.

Trods det fælles efternavn er de hverken gift eller i familie. De er derimod mangeårige nære venner, der lærte hinanden at kende på den navnkyndige Fame-skole og endte med at koreografere sammen i Den Fynske Landsby.

Fingrene trommer rytmisk i takt til musikken hos dem begge, når man taler med dem. Diskret, men stadig så man ikke er i tvivl om, at man har at gøre med to mennesker, der virkelig har musik og rytme rullende i kroppen, uanset hvor man møder dem, og hvad de laver.

Peter Friis og Line Friis Pedersen lærte hinanden at kende på Fame-skolen, hvor de sammen brugte al deres fritid i starten og midten af 1980’erne. Peters indgangsvinkel var sportsdansen, mens Line især brændte for solodansen, og senere dansede hun også ballet. 

”Jeg havde fødderne til det, sagde Vibeke Arensbak, der var lærer på Fame-skolen”, fortæller Line Friis med et smil.

De er begge vokset op i Odense i familier, hvor det med dans og kreativitet lå lige for. Line Friis Pedersen´s’ forældre var private venner med Sys og Erik Bent Svendlund, og da hun i forvejen dansede, var det oplagt for hende at begynde på Fame-skolen, da den blev en realitet. For Peter Friis var dansen også noget, han voksede op med. Begge hans forældre dansede, og han startede på Dorrit Hybels Danseskole i Vindegade, da han var to et halvt. Siden har dansen været omdrejningspunkt for størstedelen af hans vågne timer.

”Det med teaterverdenen lå egentlig langt fra mig. Det var ikke rigtig noget, jeg agerede på”, fortæller Peter Friis. Alligevel ville skæbnen, at han blev involveret i flere friluftspil, herunder Den Fynske Landsby, da han kendte Erik Bent Svendlund fra Fame-skolen.

Fra dansere til koreografer
For Line Friis blev det det gode kammeratskab på Fame-skolen, der fik hende med som danser i Den Fynske Landsby i 1984, hvor hun dansede i Hyrdinden og Skorstensfejeren. Der var ikke mindre end 500 børn til optagelsesprøve det år – et tal, der med årene er faldet lidt, men der er stadig mange, der skal vælges fra hvert år.

”Jeg kom ind i det her miljø, hvor alle mine kammerater var. Altså, jeg havde også gode venner uden for teaterskolen, men her havde man den her fælles interesse. Alle andre gik til optagelsesprøve, så det skulle jeg da også. Og så blev jeg bidt af det”, slår hun fast.

For Peter Friis blev det aldrig til danseroller i børneforestillingerne i Landsbyen, men han var dog med et enkelt år, nemlig i forestillingen Mit Livs Eventyri 1988, hvor han og Line dansede sammen.

Line dansede i festspillene frem til og med 1988. I 1995 blev de spurgt af Erik Bent Svendlund, der instruerede, om de ville koreografere i Landsbyen. De to unge dansere takkede naturligvis ja til opgaven. Line lavede allerede koreografi til Frøbjerg festspil, som Erik Bent Svendlund også instruerede på det tidspunkt, og Erik Bent Svendlund var så glad for den unge koreograf, at han altså også tilknyttede hende sit andet hjertebarn, H.C. Andersen Festspillene, sammen med Peter Friis. Line er stadig H.C. Andersen Festspillenes koreograf den dag i dag, mens Peter stoppede i 2009. Han arbejder dog stadig, ligesom Line, fuld tid som koreograf på musicals og teater.

Ærligt at arbejde med børn
Men for de to, der i dag er vant til at arbejde med uddannede skuespillere og dansere, hvordan er og var det så, det der med at arbejde med nogen, for hvem dansen ”bare” er en hobby? Og specielt med en stor flok børn, der vel kan være svære at få til at arbejde i samme takt og tempo?

”Det er enormt rart og ærligt at arbejde med børn frem for voksne. Børn skal lære, de skal arbejde; de skal lære den der arbejdsdisciplin. Voksne vil ikke spilde tiden. Men børnene er vildt seje, og de blomstrer. Det betyder virkelig meget for dem, og jeg kan se, hvor meget de lærer af det. Det der med at løfte i flok og den udvikling er vigtig”, forklarer Line Friis Pedersen, og Peter Friis supplerer:

”Det er sjovt at arbejde med børn, for feedbacken er én til én. Og så lærer de meget af det. Det her med, hvad deres rolle er, og det er en stor del af det at blive voksen. Det giver et billede af livet uden for festspillene, og det giver meget. De lærer en ydmyghed over for andre mennesker”.

Både for Peter og Line er der en klar motivation i det at hjælpe børnene med at finde deres talenter og udvikle dem. Det er ganske enkelt en stor tilfredsstillelse for dem begge at være med til, at nogen finder den samme glæde ved dansen, som de selv føler.

”Amatører har en umiddelbarhed, og de vil det gerne. Når man arbejder med voksne, kan nogle være mere fastlåste”, mener Peter og uddyber:

”Der er noget i det der med at hjælpe nogen på vej. Pay it forward. Det handler om at give nogen en god oplevelse og få vedkommende til at se bedst muligt ud på scenen.  Det er ikke nok bare at lære nogle trin”.

Et unikt væksthus
Da Peter og Line startede med at koreografere dansen i festspillene, var formen noget anderledes end i dag. De to arbejdede meget med at få forsimplet trinnene og gjorde koreografien lettere - så det ”blev mere for børn”, som Peter beskriver det.

Man begyndte i slutfirserne, hvor Peter og Line kom med som koreografer, at lade alle optagelsesprøverne foregå samtidig. Før havde man danseprøver, sangprøver og skuespilprøver for sig, men det nye team bestående blandt andet af de to koreografer, komponist Michael Salling, korleder Mette Marstrand Rasmussen og den nye instruktør Carsten Friis, der tog over efter Erik Bent Svendlund, begyndte at gøre tingene på en ny måde og lade dans, sang og teater gå op i en højere enhed.

Koreografien rettes ligesom replikkerne lidt til fra år til år, så man er sikker på, at stykkerne er up to date, men grundformen, som man kender den i dag på H.C. Andersen Festspillene, er for størstedelen søsat på daværende tidspunkt.

”Line og jeg er meget forskellige i vores udtryk, og vi er dygtige til nogle forskellige ting. Det er godt at have en at spille bold med, og der kommer noget andet ud af det”, siger Peter Friis om arbejdet med at lave de mange danse til eventyrerne. Han mener, det er en helt unik måde at arbejde på, som man gør det i Landsbyen.

”H.C. Andersen Festspillene er et unikt væksthus. Det er det virkelig. Og vi, der arbejder bag, er forskellige, men kan alligevel samle op og krydse ind over hinandens felter. Vi spørger hinanden og blander os. Mange andre steder har man sit eget område, og selv om man måske bliver spurgt til råds, så er man ansat til en bestemt opgave. Sådan er det ikke i Den Fynske Landsby”, forklarer han.

Et venskab for livet
At H.C. Andersen Festspillene er en stor del af Lines liv, er man ikke i tvivl om, når hun passioneret fortæller om de mange års tilknytning til festspillene.

”Landsbyen er et af de steder, der står mit hjerte mest nær”, fastslår Line og fortsætter:

”Jeg har kun gode minder fra Landsbyen som barn. Jeg havde nogle af mine bedste veninder der, og vi havde interessen for teater til fælles. Nogle af dem, der var med dengang, har jeg stadig kontakt til via Facebook”.

Line Friis Pedersen synes, at årene er fløjet af sted, og hun morer sig lidt over tanken om, at hun selv nu er ”en af de voksne”. 

”Det er sjovt at have været med som barn og nu som koreograf. Nu er jeg jo samme alder som børnenes forældre”, griner Line. Hun har en datter sammen med Carsten Friis, der er instruktør i Landsbyen, men selvom det næsten ligger lige til højrebenet, at datteren skulle gå til optagelsesprøve på et tidspunkt, er der ikke aktuelle planer om det.

I dag arbejder de to koreografer ikke længere sammen, men har hver især masser af job i kalenderen. Line Friis laver ud over H.C. Andersen Festspillene blandt andet Frøbjerg Festspil og musicals i Dalum Ungdomsskole og Middelfart Ungdomsskole, mens Peter Friis har forskellige job inden for teater- og musicalverdenen. Han skal blandt andet lave sin første opera i 2014 – en opgave, han ser meget frem til. De er begge enige om, at det er et privilegium at have travlt som freelancer, sådan som verden ser ud i dag, og de er glade for at have mange forskellige opgaver.

Selvom de ikke arbejder sammen, er Peter og Lines venskab intakt efter alle de år, der er gået, siden de lærte hinanden at kende gennem deres altoverskyggende interesse for dansen. Peter er gudfar til Lines datter, og trods stramme programmer for begge de travle koreografer, er der altså tid til at holde liv i et gammel venskab med rod i Landsbyen og den fynske teater- og danseverden.