Musik skal der til
Børge Wagner, komponist 1977-1998.
Selv om man har ledet store orkestre og spillet over hele verden, kan det sagtens være en udfordring at skabe det musikalske univers omkring H.C. Andersen Festspillene. Det kan Børge Wagner, der i mange år stod for musikken til Festspillene, skrive under på. For hvordan i alverden laver man musik til tre blokfløjter, to violiner og en trompet?
Musikken har altid været det centrale omdrejningspunkt i Børge Wagners liv. Han kastede sin kærlighed på valdhornet som barn, og instrumentet fulgte ham, til han i 1964 begyndte at svinge dirigentstokken som levevej. I 1968 fik han job som fast kapelmester ved Odense Symfoniorkester, og han flyttede derfor til Odense.
”Jeg lærte Erik Bent Svendlund at kende på Odense Teater, hvor Odense Symfoniorkester spillede ofte. Vi kom til at snakke lidt sammen, og han var jo i gang ude i Landsbyen med at skrive alle stykkerne om, så børnene selv havde replikker. Der skulle jo også være lidt musik og sang, og det var så der, jeg kom på banen”, fortæller Børge Wagner, der begyndte at skrive musik til de kendte eventyr.
Musikalsk grundskole i Landsbyen
Musikkens indtog i forestillingerne krævede et orkester, og det blev der averteret efter. De musikinteresserede børn mødte bare op med de instrumenter, de nu en gang mestrede. Det betød, at det indimellem kunne give store hovedbrud at sætte musikken op for Børge Wagner.
”Der var typisk mellem 6 og 14 børn i orkestrene. Der var år, hvor der var mange, som havde meldt sig, og de var måske ikke lige gode alle sammen. Men jeg syntes på en eller anden måde, det var synd at smide dem hjem, hvis de gerne ville være med, for det er jo også musikalsk grundskole, at børn får lov til at prøve kræfter med sådan noget”.
”Det instrument, de spiller på, og som hænger dem langt ud af halsen, fordi de hele tiden skal øve – kan pludselig bruges til noget. Derfor havde jeg altså svært ved at afvise nogen. Jeg tog stort set rub og stub. Jeg skulle jo selv skrive noderne og musikken til dem alle sammen, og så sørgede jeg for at skrive noget, der ikke var for svært. Så kunne de sidde med lidt lange toner, og så gik det sgu meget godt”, griner han og fortsætter:
”Et år skrev jeg musik til tre blokfløjter, to violiner og en trompet. Det var helt sort. Det kunne være sjovt, hvis nogen havde optaget det dengang og høre, hvordan det egentlig lød. Jeg fandt i hvert fald hurtigt ud af, at det ikke kunne gå, for der var for mange forestillinger, hvor det ikke rigtig fungerede. Vi prøvede, og vi øvede os, og jeg sørgede for at skrive noder, der ikke var for vanskelige. Men med tre blokfløjter og to violiner … Ja, jeg glemmer det aldrig”.
Skabelsen af en orkesterillusion
Det viste sig altså for vanskeligt at få orkesteret til at fungere med tilfældige instrumenter – der manglede ligesom basen, der får tonerne til at flyde, og det hele til at gå op i en højere enhed, som når man hører et stort symfoniorkester. Børge Wagner fik derfor den idé at indspille et basisbånd på klaver i et studie.
”Hver gang de nærmede sig et sangnummer, var der en af gutterne, der lige trykkede på en knap, og så startede der et forspil på båndet, som jeg så havde lavet. Noderne passede til, og når klaveret havde spillet fire takter, lige en indledning, så kunne de ryge på, og det lød som et orkester. Problemet var dog, at man ikke kunne flytte på det. Hvis der en aften opstod behov for at gøre det lidt langsommere eller lidt hurtigere, og båndet først var startet, kørte det jo i det tempo, det nu var indspillet i. Men det fungerede egentlig rimelig godt”.
Senere blev båndorkesteret udvidet med både bas og guitar, så der på den måde blev skabt mere rytme i baggrunden. Og Børge Wagner er ikke i tvivl om, at der virkelig blev skabt nogle gode oplevelser med musikken for de børn, der fik muligheden for at lege orkester for en sommer.
”Jeg tror, børnene havde utrolig stor glæde af at være med. Dem, der spillede med, de gik jo op i det med liv og sjæl. De havde deres indmarch, hvor de, inden forestillingen skulle begynde, marcherede ind i en lang række i hvide skjorter og sorte bukser, og det hele var så fint”.
Den store rejse
I 1987 tog Børge Wagner de to små hovedpersoner fra Svinedrengen i 1986 med ud på en række rejser til europæiske storbyer. Det var op til Odenses 1.000 års byjubilæum i 1988. Nogle virksomheder i Odense og på resten af Fyn var sammen med Odense kommune gået sammen i et projekt for at reklamere for Odenses byjubilæum rundt omkring i Europa. Børge Wagner var det kulturelle indslag, når der skulle åbnes udstillinger sammen med prinsessen og Svinedrengen, der på det tidspunkt var en 12-13 år gamle. Svinedrengen blev det år spillet af Johan Kobborg, der i dag er balletdanser og tilknyttet Royal Ballet i London. Turene gik blandt andet til netop London, Zürich, Barcelona, Lissabon, Madrid og Wien for at nævne nogle få af de mange rejseoplevelser.
Specielt én oplevelse husker han tilbage på med stor fornøjelse: Nemlig da trioen Børge Wagner, Svinedrengen og prinsessen var i Spanien og optrådte til den danske ambassadørfrues fødselsdag i Madrid.
”På den sidste tur var vi i Spanien og Portugal. I Madrid blev vi inviteret til middag hos den danske ambassadør, som boede i en pragtfuld villa i udkanten af byen. Dagen efter var det ambassadørfruens fødselsdag, og der kom vi og optrådte. Vi blev lukket ind af en bagdør og gik ind og klædte om. Og så gik jeg ind, da de var færdige med at spise, og ambassadørens kone blev meget overrasket. Vi satte hende i en stor lænestol midt på gulvet, og så sad hun og alle gæsterne og så Svinedrengen og prinsessen optræde med numrene. Der var et stort flygel, som jeg så spillede på, og børnene sang. Det var en fantastisk aften”.
Udvikling og fornyelse hvert år
Timerne, der blev lagt i Den Fynske Landsby og specielt op til premieren, var utallige. Men Børge Wagner brændte for Festspillene, og han var glad for at være med til at videreformidle H.C. Andersens elskede eventyr i de smukke rammer.
”Scenen og omgivelserne i Den Fynske Landsby er helt fantastiske. Der er utrolig smukt, og det var da fantastisk, at man kunne lave noget derude, der kunne trække så mange mennesker. Der kom jo efterhånden et stort supporterhold bestående af voksne og unge mennesker, der bakkede op om det. Nogen, der lavede dekorationer, andre syede alt tøjet, nogen ordnede lys og lyd”, husker Børge Wagner begejstret. Han pointerer også, at der jo hvert eneste år blev skabt noget nyt, og at man udviklede Festspillene løbende.
”Det voksede, og det, syntes jeg, var fascinerende. Det blev bedre og bedre hele tiden, og jeg kan roligt sige, vi lagde noget på hvert år. Det var spændende at være med til. Vi fik en koreograf til at lave dansenumre til børnene, det havde vi ikke prøvet før, og et år skrev jeg et større balletnummer. På den måde udviklede det sig hele tiden”.
Dirigent på en meter og ti
Efter det første års tid opstod idéen om at lade en dirigent lede orkesteret. En knægt på en fem-seks år fik opgaven, som han gik til med krum hals i fin hvid skjorte og høj hat.
”Han gik ind foran orkesteret, og når alle dem, der skulle spille, var kommet ind, gav han tegn til, de skulle sætte sig. Så vendte han sig om mod publikum, der klappede løs, og så vendte han sig om igen mod orkesteret og fik dem til at rejse sig, så publikum kunne klappe af dem. En gang til premieren havde dirigenten tyggegummi i munden, og jeg havde sagt til ham, at han ikke måtte rende med det tyggegummi. Det så jo farligt ud, og man kan altså ikke stå og dirigere med tyggegummi i munden. Det havde han glemt, så idet han vendte sig om mod publikum, kom han i tanke om det og spyttede det ud til stor morskab for alle tilskuerne. Jeg glemmer det aldrig”, mindes Børge Wagner smilende.
I dag er der skabt ny musik til stykkerne, så det er ikke længere Børge Wagners gamle melodier, der danner den musikalske kulisse. Men tanken bag musikken er stadig den samme – små, nemme melodier, der bider sig fast, så man nynner dem resten af dagen.
”Vi havde jo besøg af Danny Kaye på et tidspunkt. Han nåede at lære en af melodierne udenad. Og han kom hen til mig og sagde ”det er jo fantastisk – hvis jeg kan lære en melodi så hurtigt, er det, fordi den er god”. Men det skulle jo netop også være noget iørefaldende”, fortæller Børge Wagner og forklarer:
”Det handler meget om, at børn skal føle sig sikre, når de står på scenen. Det må ikke være for svært og alt for kunstfærdigt. Børnene skal bare føle, de tør, og at de kan det. Så jeg skrev de her relativt små og iørefaldende melodier”.
”Min største fornøjelse var, når vi så kom hen på vinteren, og jeg gik inde midt i Odense. Så kunne der komme en knægt cyklende, der fløjtede noget, hvor jeg tænkte, den kender jeg da – gud, den har jeg jo lavet”, fortsætter han med et grin.