25 forestillinger siden 1998: ”Der er ingen genveje til det her”

I sommeren 1998 stod Erik Bent Svendlund i spidsen for sit sidste stykke for H.C. Andersen Festspillene. Han havde i en halv menneskealder nærmest været synonym med de populære friluftsspil i Den Fynske Landsby, men det var med en selvsikker hånd, han afleverede stafetten til sin instruktørassistent, Carsten Friis, som siden har instrueret både sommer- og vinterforestillingerne for H. C. Andersen Festspillene. 

-         ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’, som har premiere til januar 2019, bliver min 25. forestilling som instruktør for festspillene, fortæller Carsten Friis, og fortsætter:

- Jeg startede som assistent for den hedengangne Erik Bent Svendlund (billedet herunder, red.) tilbage i 1998, og han var jo kongen af danske friluftsspil dengang. Jeg assisterede ham i hans jubilæumsforestilling, og da vi skulle til at opføre, viste han mig det forord, han havde skrevet i årets program: Der sagde han tak for at have været en del af Festspillene i 25 år, og at han håbede, at folk ville tage lige så godt imod mig de næste 25, som de havde taget imod ham. Det var sådan, jeg fandt ud af, at han havde godkendt mig som sin efterfølger. Og det har været en fantastisk sjov rejse lige siden. Jeg har haft så mange gode oplevelser med Festspillene, at jeg dårligt kan huske dem alle sammen. 

Festspillene er en traditionsrig forening, som følger med tiden uden at være slave af den. Men som instruktør har Carsten Friis oplevet nogle ret markante forandringer i festspillenes omverden – både siden
han selv begyndte at instruere og siden han som barn var publikum.

-        Der kommer flere børn til audition nu end tidligere, og vi har næsten ingen børn med i dag, som er båret af forældreambitioner, hvilket skete en del tidligere. Derudover har der været et markant kulturelt skifte, som har gjort, at børn ’optræder’ i alle mulige sammenhænge, som de ikke gjorde tidligere, både i skolen, i tv-programmer på sociale medier og andet. Det er blevet en naturlig del af hverdagen for mange. Det kan der selvfølgelig siges en masse kritisk om, men det har altså også betydet, at teater på en måde er blevet normaliseret. Jeg var fx en fodbolddreng, da jeg voksede op, og jeg nærmest sneg mig ud for at se
H.C. Andersen Festspillene, og jeg sagde sgu ikke noget til mine kammerater om det bagefter, selvom jeg sad der og var helt paralyseret. Sådan var det bare dengang. Teater var noget lidt særegent noget. I dag er
det fedt at kunne danse og synge, og helt normalt. 

En anden ændring er ifølge Carsten Friis, at nutidens unge skuespillere er meget disciplinerede.  

-        Der er ikke nogle genveje til det her. Jeg plejer at sige, at under 10 procent er talent, resten er hårdt arbejde, og det ved børnene og de unge godt. Der er en langt større disciplin blandt dem i dag. De fleste, der dukker op til audition, kan fx begå sig i noder. Det kunne vi andre sgu ikke, da vi var i den alder. De er utroligt velforberedte, når de kommer til os, fortæller Carsten Friis, som understreger, at det er noget andet at instruere børn end voksne. 

-        Der er det særlige ved at arbejde med børn, at det ikke er det skuespiltekniske, vi forsøger at finde frem, men det rene og umiddelbare. For børn kan ikke optræde som professionelle skuespillere, og det skal de heller ikke, men de kan vise en umiddelbarhed og en gejst og et fokus, som skinner igennem på scenen.