Forældre i landsbyen

"At være med i H.C. Andersen Festspillene er at give sit barn og sig selv, en gave for livet og derfor vi vender tilbage år efter år"
Sanne Sahlertz
Forælder i H.C. Andersen Festspillene
 

Sommer, sol og duften af popcorn er nogle af de ord der først popper op, når jeg tænker på H.C. Andersen Festspillene. Men H.C. Andersen Festspillene er SÅ meget mere end det.

 
Allerede til det første forældremøde, føler man, at man er med I et særligt fælleskab, et forpligtende fællesskab vel og mærke, hvor det gøres klart, at uden forældre og frivillige er det ikke muligt at stable en så stor forestilling på benene.

Der er meget, der skal gøres både før og under spilleperioden. Der er opgaver for alle, uanset erfaring og niveau. Jeg har både syet kostumer, bygget og malet kulisser, og lavet mad, og opdaget at jeg kan meget mere end jeg, troede jeg kunne. 

Og når man sidder der som forældre til premieren, er det ikke kun stolthed over ens barns præstation på scenen, der får mig til at knibe en tårer, det er i langt højere grad en overvældelse af at:  VI gjorde det! VI nåede det! kulisserne har aldrig været flottere, kostumerne aldrig været smukkere og børnene de stråler, synger, danser og spiller, som om de aldrig har foretaget sig noget andet. Det store hele fællesskab man føler sig som en del af, SE det er det, der får tårerne frem hos mig. 

For mine børn har det ikke været forhåbningen om en stor rolle, der igen og igen har fået dem til at gå til optagelses prøve, men i langt højere grad at genskabe den stemning og samhørighed, som er helt særlig for “landsby børn”.

 
Og når det hele slutter græder børnene, de ved at denne sommer, med disse venner, og netop denne Forestilling, er slut. 

De ved måske ikke, når de til slut står der, og bukker en sidste gang for publikum, hvad det sidste halve års anstrengelser har givet dem med i bagagen. At være barn eller ung i H.C. Andersen Festspillene er krævende, det forventes, at man kan møde til tiden, er frisk og nærværende, lydhør og hele tiden omstillingsparat, at man kan være stille, høre efter og gøre det man bliver instrueret i, uden at mukke eller ytre sin holdning til, om man syntes det er sådan det skal være/ gøres. At man tør vove sig ud, hvor man er i tvivl, om man kan bunde,  med tillid til at instruktørerne ved nøjagtig hvad der skal til.  Det kræver samarbejdsevne, overskud og en kæmpe portion tålmodighed udover det sædvanlige, noget de tager med sig videre ud i livet.

At være med I H.C. Andersen festspillene er at give sit barn og sig selv, en gave for livet og derfor vi vender tilbage år efter år. 

Sanne Sahlertz
Forælder i H.C.Andersen Festspillene for 6. sommer i træk.