Fyrtøjet (1974)

Ved indgangen til 1974 måtte man altså konstatere, at uanset alle gode hensigter og nye ideer var tilskuertallene til Festspillene dalende, og der var reelt kun to muligheder: lukning eller fuldstændig fornyelse for at skabe mere interesse. Det sidste blev valgt, og til den mildest talt svære opgave besluttede bestyrelsen at engagere Erik Bent Svendlund.

Han var 42 år og havde en lang og farverig karriere. Allerede som 10-årig debuterede han på teatret, han havde gået på Aarhus Teaterskole og været elev på Det kongelige Teater samt lært sminkningens svære kunst af ingen ringere end Poul Reumert. I 11 år arbejdede han imidlertid som journalist ved Jyllands-Posten, både som sportsreporter og kulturanmelder, men i 1967 kom han tilbage til teatret, som instruktør på Odense Teater, hvilket straks førte ham til instruktørjobbet på Nyborg Voldspil, hvor han var 32 år i træk.

Netop dét gav ham stor erfaring med amatørskuespillere. Han nød amatørernes ligefremme skuespil, men var også ambitiøs på deres vegne, hvilket fik tilskuerne til at strømme til Nyborg Voldspil.

Det var et radiointerview sammen med Jørn Erik Schreiner den 9. august 1973, som gav stødet til Svendlunds engagement i Landsbyen. Journalisten spurgte, hvorfor der kommer flere og flere i Nyborg og færre og færre i Landsbyen. Svendlunds svar var, at det var klart, fordi børnene mimede til oplæsningen; mimekunsten er svær, og det blev for stillestående. Det kunne gå de første år, men blev for ensformigt. ”Hvorfor lader I ikke børnene sige replikker og synge med de stemmer, de har, og indlægger dans – laver en rigtig forestilling?”, spurgte han. ”Så kom og gør det”, lød svaret fra Schreiner. Og sådan blev det – i 25 år.

Erik Bent Svendlund havde en teaterfilosofi, som næppe var helt moderne i 1970’erne, men passede perfekt til H.C. Andersen Festspillene. Han fandt det absurde teater, som havde sin storhedstid i disse år, uforståeligt og ligegyldigt. Anmeldere og skuespillere var begejstrede, for her kunne de brillere uden at ret mange andre forstod, hvad det hele gik ud på.

Den tidligere nævnte Peter Rindal var naturligvis inderligt imod værkstedsteatre, der spillede absurd teater for offentlige kroner, og Svendlund skrev en enakter, som så det hele fra rindalisternes side og sendte det til Kai Wilton på Odense Teater, hvilket førte til Svendlunds ansættelse dér. ”For mig skal teater kunne forstås uden studentereksamen, og det skal handle om mennesker – ikke bare være en ordleg eller en intellektuel leg med sprog og begreber,” skrev Svendlund.

Én ting er imidlertid at komme med programerklæringer i radioen, noget helt andet at føre dem ud i livet. Erik Bent Svendlund måtte selv skrive en musicalversion af Fyrtøjet til Festspillene. Han fulgte så vidt muligt H.C. Andersens egne ord, men indlagde samtidig ekstra replikker og tilføjede ekstra karakterer fra andre eventyr.

Hvor vanskeligt risikabelt, det var at eksperimentere med den store digters værk, fremgår af Svendlunds indledning i programmet: ”Det er os magtpåliggende at understrege overfor vort publikum, at ingen et øjeblik bare har strejfet den tanke at ville forny eller forbedre vor store digters helt vidunderlige eventyr, vi håber derimod at det gennem den fornyede form med sang og dialog er lykkedes at få børnene til at lege eventyr til fornøjelse for sig selv og for publikum – og på en måde så H.C. Andersen selv ville have kunnet acceptere løjerne med et lille smil.”

Musikken til Fyrtøjet var komponeret af den unge komponist Fini Høstrup, der siden blev kapelmester, arrangør og komponist ved en række teatre og i 1991 vandt en Bodil for bedste filmmusik til Springflod. Musikken blev fremført af Odense Skoleorkester, der dermed fik comeback ved Festspillene efter et par år med ”dåsemusik”. I Fyrtøjsorkestret sås i øvrigt en ung Paw Kingo Andersen, der siden skulle blive Odenses domprovst.

Dekorationerne stod Henrik Poulsen for, mens Finn Nielsen og Kirsten Grove fortsat var med som henholdsvis forestillingsleder og kostumier. En vigtig rolle havde også Svendlunds kone, Sys, der var med til at få det hele til at fungere bag kulisserne.

Fra scenens anden side så publikum en vellykket modernisering og fri fortolkning af Andersen. Børnenes skuespil, deres spilleglæde og ugenerte sceneoptræden imponerede anmelderen, der fandt det fuldt fortjent, at borgmester Verner Dalskov efterfølgende udråbte en trefoldigt leve for aktørerne.

Sæsonen blev forkortet noget, fra 19. juli til 4. august, hvilket afspejlede, at det var noget mere krævende for børnene at være ”rigtige” skuespillere.  Hovedsagen var, at der kom flere tilskuere – 12.629, selvom sæsonen var kraftig afkortet. Og måske endnu vigtigere: Festspillene gav et lille overskud, så det ikke længere var økonomisk udsigtsløst at støtte dem. Det opfattede Erik Bent Svendlund, Jørn Erik Schreiner og de andre bag Festspillene naturligvis som et udtryk for, at omlægningen til ”rigtigt” skuespil var dét, der skulle til for igen at gøre Festspillene interessante.