Erik Bent Svendlund udtrykte i programmet for sæsonen 1978 stor glæde over den kraftige fremgang i tilskuertallet siden 1973 – på 500 % - og håbede på at nå 30.000. Ikke mindst var han glad for, at der kom cirka lige mange børn og voksne. Det så han som et udtryk for, at man havde fundet en form, som kunne fornøje alle aldre. Her kan man naturligvis tilføje, at det også var nødvendigt for økonomien; mange børn kom gratis ind takket være ordningen med fribilletter til fynske skolebørn.
Men stilstand er roden til tilbagegang: ”Vi føler naturligvis, at vi hvert år må nå lidt længere – og da vi mener at have fundet den rigtige form, er det altså ikke gennem ændring, men forbedringer af denne, vi skal komme ”en bit vi’er’” … Det gjorde man ved at gøre det hele lidt større, både antal deltagere og udstyr.
I hvert fald var hovedpersonen lidt større. Arne Lundemann spillede hovedpersonen i Kejserens nye Klæder. Han var 31 år, men med en lang erfaring. Han havde i 13 år været med i Nyborg Voldspil, hvor Erik Bent Svendlund var meget begejstret for ham. Så begejstret, at han fik ham ind til Odense Teater som Porthos i De Tre Musketerer, hvilket var med til at starte hans professionelle karriere, der siden førte til ikke mindst revyverdenen. Jan-Michael Senderowitz og Ulrik Drechler spillede andre ”voksenroller” som henholdsvis ”Uld” og ”Silke”, de to svindlere.
Forestillingsleder var Finn Arvé, der var nyuddannet fra Odense Teaters elevskole, mens Peter Whitmarch igen var koreograf. Dekorationerne stod Ole Svendsen for, og Børge Wagner havde igen komponeret musikken. En særlig stilling havde Goye Gilbert Jespersen, som stod for dyrehoveder til forestillingen.
Forestillingen var som tidligere år drejet lidt i forhold til H.C. Andersens originale eventyr. For eksempel var svindlerne forklædt som amerikanske gangstere med blød hat og jakkesæt, og Peter Whitmarsh havde koreograferet en mavedans, som blev fremført af fire piger. Væven, som kejserens ”tøj” væves på, var et særligt sindrigt Storm P.-agtigt maskineri.
Efter premieren på Kejserens nye Klæder den 12. juli mente i hvert fald Fyens Stiftstidende, at Arne Lundemann trak det store læs i forestillingen med humør og ”pudseløjerlig vivacitet”. Han trak alle med op i niveau, og selvom børnene stadig gav forestillingen en særlig kolorit, ”kommer man ikke udenom, at det gennem de senere år har pyntet på resultatet, at der er flere og flere folk af faget til at ”styre” det spillemæssige forløb.”
Der var også ros til Børge Wagners musik og Ole Svendsens kulisser og lidt kritik af, at den klassiske replik, ”Jamen, han har jo ingenting på”, fyldte for lidt.
Erik Bent Svendlund havde som nævnt noget dristigt meldt ud, at der gerne skulle komme over 30.000 til Festspillene i 1978. Dette slog til: da sæsonen sluttede den 5. august, havde der været 32.000 til Festspillene. Det var, mente han, en kombination af et børnevenligt stykke, godt vejr og mange børn fra skoler og børnehaver, som havde trukket tilskuertallet op.