Elverhøj (1979)

Den 17. juli 1979 var der premiere i Den Fynske Landsby på Elverhøj. Det var ganske vist det samme eventyr, man havde brugt i 1970, men for eventuelle gengangere blandt publikum, må det have taget sig helt anderledes ud. Nu med tale og sang af skuespillere – både voksne og børn, og en gendigtning af Erik Bent Svendlund, som havde fået en snert samfundskritik. De stadig større problemer med olieforsyningen med deraf følgende krise og arbejdsløshed var kommet med i replikker og sange. Det samme var den økonomiske væksts bagside, miljøproblemerne.

Det bærende element i Elverhøj var dog stadig den børnevenlige vrimmel af forunderlige skabninger, trolde og elverpiger. Jan-Michael Senderowitz var for tredje år med som voksen skuespiller i rollen som elverkongen, og Ulrich Drechsler spillede dovregubben. Andre gengangere var Ole Svendsen som scenograf og Peter Whitmarsh som koreograf. Børge Wagner havde skabt flere ”ørehængere” til det farverige skuespil, som Connie Nielsen havde lavet
kostumer til. Bag kulissen fungerede Johanne Grønbech som ”tante” for børnene, og børneorkestret blev dirigeret af Danmarks mindste kapelmester, Torben Lund Jensen.

Premieren faldt sammen med premieren på Nyborg Voldspil, ”Mød mig på Cassiopeia.” Derved fik Erik Bent Svendlund premiere på sine sommerspil to steder på samme aften, og Fyens Stiftstidendes anmeldere var begejstrede for dem begge: ”Hurra for Elverhøj og Cassiopeia.” ”Man sætter Svendlund for og Svendlund bag – Erik Bent bevarer den samme gode smag. Vor verdensberømte digter kan roligt vende sig i sin grav.”

I 1979 var en enkelt begivenhed dog ved at tage al opmærksomhed væk fra selve H.C. Andersen Festspillene. På Festspillenes sidste dag, den 11. august, kom den verdenskendte amerikanske entertainer Danny Kaye nemlig på besøg i Landsbyen. Det skete som led i et tredages besøg i Odense.

Danny Kaye var blevet verdensberømt ved i 1952 at spille H.C. Andersen i en musicalfilm om digteren. Han var dog blevet næsten lige så berømt, da han samme år lavede et vaskeægte pr-stunt under sit besøg i Danmark for at promovere filmen. Kaye besøgte H.C. Andersens Hus, lagde sig i digterens seng og lod sig fotografere af den samlede danske verdenspresse.

Danny Kaye blev i 1979 modtaget i Beldringe Lufthavn i silende regn af Jørn Erik Schreiner, festivaldirektør Bent Aagaard og rådmand Robert Dalskov Andersen uden, at man havde gjort større ud af dén velkomst. Danny Kaye brugte en del af sit pressemøde på uforbeholdent at undskylde sin visit i H.C. Andersens seng. Derefter kunne man trods alt gå over til at tale om dét, der var Danny Kayes egentlige mission i Odense: nemlig at slå et slag for børnene i anledning af, at 1979 var udnævnt til FN’s børneår, og Kaye havde været ambassadør for FN’s børneorganisation Unicef i 25 år.

Hovedattraktionen med Danny Kaye var dog hans overværelse af en festforestilling af Elverhøj i Den Fynske Landsby lørdag aften. Entrépriserne var forhøjet til fordel for Unicef, som ubeskåret fik indtægterne, foruden selve skuespillet fik tilskuerne lidt optræden af Danny Kaye, der også legede kispus med fotograferne. Knap 650 tilskuere kom til festforestillingen. Til trods for gode anmeldelser og Danny Kayes ”kasten glans” over Festspillene, betød sæsonen 1979 en ret kraftig tilbagegang i tilskuertallet, til 21.500. Årsagen blev først og fremmest tilskrevet en meget regnfuld og kold sommer, som havde betydet et par aflyste forestillinger.

Tilmelding nyhedsbrev