Lille Claus og Store Claus (1987)
Til sæsonen i 1987 blev Lille Claus og Store Claus taget frem af gemmerne – i 1982 havde den været en stor succes, og Erik Bent Svendlund mente nok, at den kunne tåle et gensyn. Desuden kunne han konstatere, at det var ret få af de deltagende børn, som rent faktisk kendte eventyret på forhånd. Han mente derfor ikke, at H.C. Andersen blev så flittigt læst højt for børnene som tidligere.
Men endnu engang formåede Svendlund at få det bedste ud af de over 50 børn og unge. At det ikke altid var lige pædagogisk, lagde han ikke skjul på: ”Selvfølgelig råber og skriger jeg. Tonen er rå men hjerteløs. Ellers kommer vi ingen steder. 65 unger i seks timer om dagen!”, sagde han, som altid udstyret med en Grøn Cecil. 53 børn var med i Lille Claus og Store Claus og tolv i orkestret.
Svendlunds instruktion blev ledsaget af musik ved Børge Wagner. Scenografien var delt mellem Dean Diboria og Lotte Aunkilde, og Anette Nielsen var atter koreograf. Karen Hohberg stod for kostumerne og Nis Pedersen for teknikken. Der var hele tre ”tanter” dette år: Jytte Laugesen, Inge Skov samt Svendlunds kone Sys, og skal man tro Fyens Stiftstidendes reportage fra prøverne, var det også nødvendigt; den frie opdragelse var tilsyneladende slået igennem også blandt fynske børn, så det var noget af en opgave at holde styr på alle.
Jørn Erik Schreiner afslørede i sin åbningstale til premieren den 15. juli, at han havde fået lovet godt vejr oppefra. Det holdt i hvert fald til premieren, som blev afviklet i strålende vejr og med over 1.400 tilskuere. Samtidig fik Schreiner overrakt en check på 50.000 kr. fra Bikuben til et nyt lydanlæg, og flere andre firmaer havde desuden været med til at give penge, så sceneforholdene i det hele taget blev forbedret.
I Fyens Stiftstidende blev den sjove og festlige forestilling rost på alle områder, skuespillere, musik, instruktion, scenografi og ikke mindst koreografien med blandt andet dansende træer. Avisen stillede dog to – synes den selv – relevante spørgsmål: Kunne man blive ved med at bruge de samme eventyr igen og igen, og kunne interessen blive ved med at fastholdes blandt børn, som blev forvænnet med stadig flere tilbud? Eftertiden må siges at have gjort den bekymring til skamme.
En af de personer, man ikke ser på scenen eller normalt hører så meget om, fik dette år en større artikel i Morgenposten. Kostumier Karen Hohberg, der i 1987 var blevet 73 år, forsynede Festspillene med en strøm af kostumer. Selvom man efterhånden havde opbygget en pæn garderobe, skulle der hvert år sys nye kostumer – til Lille Claus 15 nye.
Derudover var der altid et par bukser, der var for korte, eller noget, der var blevet væk, så opgaver var der nok af og dette år også i sidste øjeblik: Dagen før premieren blev hun bedt om at sy et par nye bukser til en borger. Karen Hohberg lavede desuden kostumer for flere andre revyer og festspil, men det var besværet værd, for i nært samarbejde med Erik Bent Svendlund fandt hun frem til de rette kostumer, som passede til eventyret og til tiden: ”feer skal flagre, og alle ved, hvordan en prinsesse ser ud.” Desuden var det helhedsindtrykket, der talte, ikke det enkelte kostume. Men det var også et spørgsmål om at få pengene til at strække mest muligt og finde billigt stof. Til gengæld var det ikke længere nødvendigt at bruge tid og kræfter på at lave mønstre, tegninger og lignende. Erfaring, håndelag og talent var nok – men det er dog også noget.
Premiereaftenen havde været begunstiget af godt vejr, og det samme var finaleaftenen den 9. august. Men ind imellem var vejret usædvanligt dårligt. To forestillinger måtte aflyses, men det var kun den ene aflysning, som skyldtes vejret. Den anden skyldtes, at Store Claus (Torben Christiansen) havde brækket benet. Han gennemførte dog resten af forestillingerne i fin stil med gipsben. 26.008 tilskuere mødte op i Landsbyen i alt, hvilket var 5.000 færre end året før, men både Schreiner og Svendlund var særdeles godt tilfredse – det kunne have været meget værre.