Lille Claus og Store Claus (1994)

I 1994 var det den 30. sæson for H.C. Andersen Festspillene, og det var atter klassikeren Lille Claus og Store Claus, som blev spillet i Landsbyen. Manuskriptet var stadig Erik Bent Svendlunds med indvævning af lidt fra Kejserens nye Klæder. Svendlund var fortsat den kunstneriske leder, mens Niels Erik Johannesen havde overtaget instruktørjobbet fast. Anette Nielsen stod for koreografien, Bo Valentin Petersen for scenografien og Karen Hohberg for kostumerne.

Som noget nyt var der desuden blevet tilknyttet en særlig korinstruktør. Jytte Kusk Holm skulle på denne post styrke den musikalske side af Festspillene, hvor man hidtil var nøjedes med at sende hovedrolleindehaverne ud til Børge Wagner, hvor de som de eneste havde lært sangene. De havde herefter haft til opgave at lære sangene videre til de andre børn, men med en egentlig korinstruktør samt Ib Roland til at indstudere musikken var disse sider blevet professionaliseret noget. Han var ligesom Jytte Kusk Holm til daglig lærere ved Årslev Musikskole.

Martin Egeskov på 13 spillede Lille Claus, mens 16-årige Søren Hansen var Store Claus, og Lina Danevig var narren. Martin Egeskov var debutant, men havde ifølge Fyens Stiftstidende ikke skuespiller-ambitioner, men drømte om at slå store brød op: ”Drømmen er at åbne et konditori i frøspisernes hjemland Frankrig, men det ligger ifølge ham selv mange år ud i fremtiden.”Han var dog med i ledende roller i Festspillene de næste tre år. Søren ”B.” Hansen var til gengæld en veteran, der havde været med i fem år. ”B.” stod for Bondemand, fordi han det første år kun havde én replik: ”Jeg er bare bondemand”, og det blev han så ved med at være. Blandt andre deltagere dette år kan nævnes Martin Greis Pedersen som bonde. Han blev siden uddannet på Statens Teaterskole og var med i tv-serien Krøniken.

Der var hedebølge i Danmark i sommeren 1994, og derfor fandt premieren den 13. juli og mange andre forestillinger sted i smeltende varme. For at undgå alt for meget støv blev scenen spulet før hver forestilling som en anden fodboldbane. Trods varmen mødte knap 1.000 op til premieren, og der var stor ros til de ledende skuespillere, men også til kostumer og scenografi samt ikke mindst til den indsats, som Jytte Holm og Ib Roland havde ydet med kor og musik.

Der var nok at gøre for ”tanterne” med at holde styr på de mange børn, men også med at være plejeforældre. ”Tanten” Vera Mogensen tog ekstra madpakker med i Landsbyen, for der var altid børn, der var kommet hjemmefra uden madpakke. Ofte tog hun børn med hjem til mad, og gæstfriheden blev endog sat i system, da hun satte en liste op, hvor børnene kunne skrive, hvad de kunne tænke sig at spise, når de besøgte hende. Vera Mogensen sørgede også for at engagere tre mænd til at bygge scenen og stå for denne i sæsonen. Hun hentede maleren Gunnar Schmidt samt tømrerne Mogens Rasmussen og Bengt Haugaard ved Odenses Park- og Vejforvaltning. De tilbragte det meste af sommeren i Landsbyen – og havde selv madpakker med.

Ved sæsonafslutningen den 7. august kunne man konstatere, at Lille Claus og Store Claus endnu engang havde været en succes. Selvom vejret egentlig havde været mere til Kerteminde Nordstrand end til ”gryden” i Landsbyen, havde 25.145 set Festspillene. En beskeden fremgang fra året før, men absolut tilfredsstillende, netop fordi man ikke kunne forvente for meget af en så varm sommer.

Tilmelding nyhedsbrev