Fyrtøjet (2000)

Carsten Friis havde i 2000 endegyldigt taget over som instruktør og kunstnerisk leder af Festspillene, men det var fortsat Erik Bent Svendlunds manuskript, som blev brugt. Det var ligeledes Lars Jørgensen, som igen stod for musikken, selvom formand Jørn Erik Schreiner havde udtalt, at det ikke nødvendigvis var et fast skifte. Som orkesterleder blev Ib Roland erstattet af Michael Salling, som foruden at være studiekammerat med Lars Jørgensen på musikkonservatoriet, var dirigent og pianist. Morten Givskud var instruktørassistent, kor- og sangleder var Mette Andersen Rasmussen, mens Line Pedersen og Peter Friis atter var koreografer. Scenografen var Søren Kastrup og Karen Hohberg stod for kostumerne.

I ledende roller så man Dennis Andreasen som Soldaten, Signe Lydal Johansson som prinsessen, Sune R. Mortensen som kongen, Lise Marnow som dronningen og Rie Ruby-Johansen som Heksen. Det 15 mand store orkester blev dirigeret af Philip Østerberg, og i alt omkring 80 børn og unge deltog.

Carsten Friis berettede til Ugeavisen, at der generelt var et meget højt niveau på Fyn for amatørteatre. Det gjaldt ikke mindst skuespillerne, voksne som børn, der leverede et stort og kvalificeret bidrag og derfor forlangte, at tingene bag scenen skulle være i top; instruktion, scenografi, kostumer osv. skulle være af høj standard. Det betød alt sammen, at det samlede resultat blev godt med stor publikumstilstrømning til følge. 

Carsten Friis lagde vægt på, at H.C. Andersen Festspillene kunne være en indledning for børnene til en karriere indenfor teater- og musikverdenen. Derfor blev succeshistorier som Martin Greis, der netop var blevet optaget på Statens Teaterskole, fremhævet, ligesom den helt store stjerne, balletdanseren Johan Kobborg bragte en hilsen i programmet – nu fra London, hvor han var solodanser på Covent Garden. Både Friis og Kobborg fremhævede dog, at det først og fremmest drejede sig om hårdt arbejde og vilje. 

Til premieren den 12. juli var Fyens Stiftstidendes anmelder Jørgen Aagaard meget begejstret for det livlige spil, de spektakulære kulisser og den varierede musik, hvor sågar tonerne fra James Bond sneg sig ind. Som tidligere anmeldere bemærkede Aagaard også, at der blev klappet usædvanligt meget. ”Publikum jubler og bulderklapper efter hver scene – og ikke mindst efter hver sang,” skrev han i anmeldelsen.

Ved sæsonens afslutning den 6. august kunne man konstatere, at man havde nået et tilskuertal på 21.800 til Fyrtøjet, selvom det havde været en ganske våd sommer.

Tilmelding nyhedsbrev