Det store H.C. Andersen-år
200-året for digterens fødsel i beskedne kår i Odense skulle fejres på alt andet end beskedne måder. Over hele landet blev der lavet H.C. Andersen-events, og Festspillenes formand, Jørn Erik Schreiner, var på forhånd lidt bekymret for, om Festspillene ville drukne i hele det voldsomme program, men det var heldigvis ikke tilfældet. Flere store fonde, bl.a. den oficielle H.C. Andersen 2005 og Bikubenfonden, gav penge, og Fyns Amt, som en af sine sidste handlinger, inden regionerne tog over, sponsorerede fem mio. kr. til en omfattende renovering af friluftsscenen.
Pengene gav bl.a. mulighed for at lave en ny servicebygning med toiletfaciliteter, kiosk og teknikrum, som arkitekt Bo Jonassen tegnede i en skålform, der fulgte amfiscenens form. Dertil kom, at scenen blev fornyet med et gulv på 12 * 16 meter og overdækket med en 18 * 18 meter teltdug.
Det vigtigste var dog naturligvis, hvad der skete på scenen, og da 2005 foruden at være den berømte digters 200 fødselsår også var 40-års jubilæum for Festspillene, skrev Erik Bent Svendlund en helt særlig festforestilling til Landsbyen - og det blev således tredje år i træk, at der blev opført en helt ny eventyrmusical.
Eventyr i Baggården foregår i nutiden med nutidige børn, som er optagede af computerspil, splatterfilm, internet og sms'er, men pludselig får børnene besøg af figurerne fra H.C. Andersens eventyr, som lokker de unge med ind i eventyruniverset, hvor de oplever en ny verden.
Michael Salling havde atter skrevet musikken, der blev spillet af det nu 11 mand store orkester. Line Pedersen og Peter Friis stod for koreografien, Karin Hansen var kostumier med assistance fra svigerdatteren Lea, Rikke Friis Skov var forestillingsleder og "tanta", Peter Heinicke stod for lyden, og Jonas Hemmer var scenemester. Brian Karkov Hemme var "onklen", mens en hel masse forældre var hjælpere bag scenen.
Det var Jørn Erik Schreiners sidste år som formand, og tilskuertallet var lidt hæmmet af den danske sommers ustadige vejr.
Festspillene blev ikke involveret i den øvrige fejring af H.C. Andersen, men sæsonen fik alligevel et markant efterspil. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim inviterede nemlig Festspillene til d. 14. august at opføre Eventyr i Baggården på Schackenborg i Møgeltønder ved to forestillinger foran bl.a. prinserne Felix og Nikolai.