Efter tre år med nye skuespil var det i 2006 tiden at vende tilbage til en af klassikerne - måske klassikeren over dem alle i Festspillene, nemlig Svinedrengen.
Mange odenseanere var blevet en smule trætte af H.C. Andersen efter jubilæumsåret i 2005, men det var ikke noget man mærkede til hos Festspillene, der tiltrak 18.500 tilskuere efter 20 forestillinger.
Erik Bent Svendlund havde genskrevet eventyret, så det fremstod i helt nye klæder, og Michael Salling havde skrevet nye melodier til stykket. Det ni mand store orkester blev ledet af Magnus Skov Jørgensen, og Line Friis Pedersen og Peter Friis stod for koreografien. Vibeke Feldt havde scenografien, og Mette Marstrand Rasmussen stod for indstudering af sange og kor. Lydsiden blev varetaget af Ulrik McArdle og Malte Greis var scenemester.
Svinedrengen blev spillet af 14-årige Christoffer Skov og prinsessen af Eugenie Argiris på 16, som begge havde stor erfaring fra Landsbyen - hhv. syv og 10 år som skuespillere ved Festspillene.
En række af navnene på og bag scenen var altså gengangere fra tidligere år, men i Festspillenes ledelse var der sket en del udskiftning. Jørn Erik Schreiner var stoppet som formand, og den nye formand Claus Skov havde fået adskillige nye i bestyrelsen, heriblandt flere forældre. Han forsikrede dog, at man havde beholdt de bedste traditioner og med nænsom hånd havde lavet fornyelser. Blandt disse var et program i nyt bredformat og layout med mange flere billeder.
"Festspillenes politiske vogtere" - Læs interview med Søren Møller, rådmand inden for kulturområdet i Odense Kommune 1982 - 1998 og Villy Petersen, adm. direktør i Kulturforvaltningen i Odense Kommune 1983 – 1999, medlem af H.C. Andersen Festspillenes bestyrelse 1999 – 2005, om de økonomiske og politiske vilkår, H.C. Andersen Festspillene opererer under.