Opført på friluftsscenen i Den Fynske Landsby i sommeren 1971.
Om forestillingen:
Dette år forsøgte man at eksperimentere med eventyret "Den lille Idas blomster", som nok især appellerer til de mindste, men som også, som så mange af H. C. Andersens eventyr, har en lidt trist slutning. Forestillingen rummede en masse fantastiske figurer, og man kunne bl.a. få en rolle som "3. krokus", "4. hyacint" eller "2. viol", ja sågar som brændenælde.
Den lille Ida blev spillet af Birgit Vestergaard Jensen, og Mogens Brix-Pedersen instruerede igen. Freddy Albeck var dog ikke længere at finde i landsbyen som H.C. Andersen, da denne vigtige rolle dette år blev varetaget af den knap 30-årige Benny Poulsen.
Premiereaftenen var hundekold, men anmelderne mente, at skuespillernes yndige spil gav varmen. Igen blev musikken leveret pr. grammofonplade, dette år komponeret af H. C. Andersens samtidige H. C. Lumbye. En anmelder roste desuden, at stykket "så fuldt ud holder sig i digterens spor uden svinkeærinder og nye udlægninger, som teaterkunst ellers kan give gamle klassikere i tidens rampelys".
Den lille Idas Blomster gav desuden inspiration til en "Nu blomstrer Odense" kampagne i hele byen.
Sæsonen 1971 gik fra den 16. juli til den 15. august med ekstra forestillinger den 22. og 28. august. Hver dag spillede man to forestillinger kl. 16.30 og 19.30 og dertil enkelte ekstra forestillinger for gæster fra krydstogtsskibe.
Sommeren 1971 – og især august – blev dog desværre regnfuld, hvilket kunne ses på tilskuertallet: kun 11.500 tilskuere fik "Den lille Idas blomster".
Medvirkende:
Hans Christian Andersen: Benny Poulsen
Ida: Birgit Vestergaard Jensen
Rosendronningen: Berit Just
Rosenkongen: Johny Ljungquist
Søkadet: Ulrik Timm
Pianistpåskelinjen: Connie Rasmussen
samt en masse andre skønne børn og unge.