Anderseniana (1973)

1973 var H.C. Andersen Festspillene tilbage i Den Fynske Landsby, denne gang med en kavalkade over fem eventyr. Højdepunkterne fra Hvad fatter gør…, Prinsessen på ærten, Svinedrengen, Klods Hans og Kejserens nye klæ’r var blevet sat sammen til én forestilling af Sejr Volmer Sørensen. Samletitlen for det hele blev det lidt akademiske Anderseniana.

Volmer Sørensen var én af dansk teater og revykunsts helt store navne med et utal af succeser bag sig. Blandt andet havde han ledet Nykøbing Falster Revyen, men han var ikke mindst kendt som forfatter til en række store hits, heriblandt Dansevise, som vandt det europæiske Melodi Grand Prix i 1963. Senest havde han blandt andet haft succes med sange som Den knaldrøde gummibåd og Velkommen til verden.

Som instruktør havde han hentet nordmanden Bjørn Endreson, der havde et bredt favnende CV: digter, bladtegner, forfatter, oversætter, korrespondent, instruktør og meget andet. Men til Festspillene var det først og fremmest vigtigt, at han i Norge havde haft succes med at lave børneteater.

Anderseniana gav comeback til Freddy Albeck, der igen spillede H.C. Andersen, som læste brudstykkerne fra eventyrene op for nogle børn, mens de øvrige børn mimede og dansede efter den oprindelige Klaus Pagh-opskrift. Andre ”gamle” kendinge var Finn Nielsen som forestillingsleder, Kirsten Grove som kostumier, mens Jørn Erik Schreiner stadig stod for den administrative del. Og der var nok at holde styr på: 158 børn medvirkede i Anderseniana, hvor scenen skiftede ofte, og det samme gjorde skuespillere, kostumer og scenografi.

På trods af den store satsning med Anderseniana og generelt fine anmeldelser svigtede publikum Festspillene. Under 10.000 så Anderseniana, hvilket var halvt så mange som forventet. Et noget blandet sommervejr og den nye indgang, som havde været svær at finde, fik noget af skylden.

Formanden Eiler Holck var dybt skuffet og frygtede for, om Festspillene havde en fremtid. Jørn Erik Schreiner var dog som altid mere positiv: Der havde godt nok været for lidt publikum og dermed underskud, men spillet havde været godt, og publikum havde været tilfredse, så han kunne ikke forestille sig, at Festspillene ikke ville fortsætte. ”Der er ingen grund til at blive pessimist, fordi det har svigtet i år. Vi har måske tabt slaget i år, men der må være tid til at vinde et nyt.”