Fyrtøjet (1995)

I 1995 var det 30 år siden, Festspillene var begyndt, og man kunne konstatere, at der i tidens løb havde været over en halv million tilskuere i Landsbyen. På toppen havde der været op mod 40.000 tilskuere på et år, men de senere år havde tallet stabiliseret sig omkring de 25.000. 70 børn og unge skulle medvirke i Fyrtøjet, som blev opført for femte gang. Her med Erik Bent Svendlunds manuskript og med Børge Wagners musik. Niels Erik Johannesen instruerede, fortsat med Svendlund som kunstnerisk leder, mens mange af de medvirkende børn var nye.

Annette Nielsen var koreograf, Henrik Gattrup (far til Kasper og Kathrine) scenograf, og Karen Hohberg stod for kostumerne. Den nu 80-årige dame blev ved premieren behørigt hyldet for sin indsats med kostumerne siden 1978.

Soldaten i eventyret blev spillet af Martin Egeskov, kongen af Martin Greis Pedersen, prinsessen af Christina Heick, og Rikke Ulskov Mogensen (datter af Vera) spillede heksen. Der skulle en del skidt og en krum næse for at få den 15-årige Rikke til at ligne en ægte heks. Hun mente selv, at dette var den helt rigtige måde at holde sommerferie på, og det samme mente åbenbart hele familien Mogensen fra Korup. For ud over at moderen Vera var ”tante”, var broderen Jesper lydmand, faderen Jan stod for øl-, vand-, og kaffesalget, og den eneste grund til, at søsteren Trine ikke var med dette år, var fordi hun spillede med på Nyborg Vold.

Til premieren den 19. juli havde orkestret fået nye blå uniformer, og næsten 1.600 mennesker så på, da Jørn Erik Schreiner bød velkommen til denne 30-årige pebermø, som dog havde så mange børn. Martin Egeskov ydede en stor præstation i hovedrollen, og man fik også indslag fra Konen med æggene, Store Claus, Kejserens nye klæder samt Toppen og Bolden, og den klassiske replik ”La’ dog barnet”, som ganske vist ikke er H.C. Andersen, men Henri Nathansen (Inden for Murene). Nyt var det, at børnene selv fik lov til at styre de enkelte opførelser som forestillingsledere, hvilket forløb meget tilfredsstillende.

En enkelt forestilling måtte dog aflyses, da Martin Egeskov blev syg med høj feber og maveonde. Soldaten kunne nemlig ikke undværes eller erstattes i Fyrtøjet. Formentlig skyldtes maveondet, at han var blevet smidt en tur i Odense Å dagen før, og åens vand var næppe uden forurening af forskellig slags, f.eks. fra Dalum Papirfabrik. Egeskov kom dog hurtigt på benene igen, og da sæsonen sluttede i august, kunne man konstatere en fremgang til 27.300 tilskuere, selvom vejret havde været næsten lige så varmt som året før.

I vinteren 1995-96 producerede H.C. Andersen Festspillene for første gang en vinterforestilling, Peter Pan, skabt over en Broadway-musical fra 1954. I en forestilling, som varede over 2 timer, spillede børn fra Teaterskolen livlige scener, hvor børnene for at ”flyve” hang i wirer over scenen. Peter Pan blev dog ingen større publikumssucces, så det blev foreløbigt ved dette ene forsøg.

Tilmelding nyhedsbrev